I sommeren 2010 tog Charlotte Gainsbourg på turné i Europa. optagelser fra nogle af disse koncerter finder man på det nye album "Stage Whisper". Foto: Chris Pizzello/AP
Pop
Charlotte Gainsbourg:
Stage Whisper
Because Music/Warner Music
Den fransk-engelske Charlotte Gainsbourg er blevet en lillebitte smule dansk på grund af sine opsigtsvækkende roller i Lars von Triers film ”Antichrist” og ”Melancholia”.
Desuden ser det ud til, at hun skal være en af hovedrolleindehaverne i den danske instruktørs allerede omdiskuterede ”The Nymphomaniac”.
Som skuespiller har Gainsbourg smidt tøjet og fået bersærkergang. Hendes kunstneriske udtryk som sangerinde er anderledes.
Hendes coolfaktor fejler bestemt ikke noget. Men virkemidlerne er hverken nøgenhed eller vanvittig opførsel. I stedet er hendes sangforedrag til tider nærmest en isdronning værdig. I andre momenter virker hun enten venlig som en hvid engel eller rundtosset som en nyforelsket.
Hendes udgangspunkt som sanger og skuespiller er lidt det samme. Hun lader sig begge steder instruere.
På albummet ”5:55” fra 2006 overlod hun en stor del af musikmagten til den engelske producer Nigel Godrich, der har opnået stor respekt for sit mangeårige samarbejde med landsmændene i rockgruppen Radiohead. Men indblandingen udefra standsede ikke her. Såvel den franske gruppe Air som de ansete engelsktalende musikere Neil Hannon og Jarvis Cocker fik lov til at demonstrere deres evner som sangskrivere og præge musikken.
På efterfølgeren i 2009, ”IRM”, fik den unikke amerikanske producer, sangskriver og sanger Beck endnu mere at skulle have sagt. Han stod for langt størstedelen af de sange, som Gainsbourg lagde stemme til, og han stod for produktionen.
Det nye album, ”Stage Whisper”, mikser de to verdener.
Der er en halv snes hidtil ikke-udgivne sange primært fra indspilningerne med Beck, og så er der en liveoptagelse bestående af en halv snes numre fra især de to foregående album.
I Frankrig er studie- og liveoptagelserne i en deluxe-udgave placeret på to forskellige cd-skiver. Derudover indeholder denne version en dvd.
Herhjemme må man nøjes med en cd med først numrene fra studiet og så sangene fra scenen. Det virker lidt tarveligt. Når det er sagt, hænger de to forskelligartede formater af musikoplevelsen udmærket sammen. Fordi numrene generelt har høj kvalitet.
”All The Rain” viser flere gange muskler ved hjælp af Ben Attals trommer og trommeprogrammeringer. Men det står alligevel mest tilbage som et regnfuldt drømmeri på grund af Gainsbourgs kolde vokal med Becks enkle klaverspil og guitarstemninger som følgesvende.
”White Telephone” får et fint klassisk udtryk ved hjælp af cello og harpe samt englekor, mens det er Josiah Steinbricks sitar, som er med til at definere ”Anna”.
Charlotte Gainsbourgs kunstnerforældre, Jane Birkin og Serge Gainsbourg, blev verdensberømte med den for nogle provokerende elskovsduet ”Je T'aime, Moi Non Plus”. Datterens duet med Charlie Fink fra gruppen Noah & The Whale, ”Got To Let Go”, er anderledes ufarlig og et af de mindre interessante spændingsfelter.
I den samme kategori må man placere hendes live-forsøg med Bob Dylans ”Just Like A Woman”. Mens Dylan for mange år siden holdt op med at synge sine gamle klassikere, så man nemt kunne genkende dem, vælger den franske kvinde at omfavne den oprindelige sangs skikkelse, så det nærmer sig en kvælning.
Selv om Charlotte Gainsbourg allerede som barn begyndte at optræde, er hendes erfaring i at stå på scenen med rock og pop begrænset, og i cd'ens booklet kan man læse sig til, at hun har haft brug for en performance coach.
Det klæder ikke desto mindre oplevelsen af størsteparten af livesangene, at den 40-årige kunstner er ude i et noget nær nyt ærinde. Hun går til sangene med respekt og ydmyghed, og hun er gavmild med at give sit dygtige band plads i lydbilledet. Stadigvæk er man aldrig i tvivl om, hvem der har hovedrollen, og hun overbeviser med ikke mindst den stille, smukke ”In The End” og den kantede, rockende ”Trick Pony”.
Derfor vil det give god mening, hvis Charlotte Gainsbourg giver lyd fra sig igen, når hun engang har ladet sig instruere af Lars von Trier i nymfoman-filmen.
Født den 21. juli 1971.
Datter af den britiske sanger og skuespiller Jane Birkin og fransk kulturlivs enfant terrible, sangeren og skuespilleren Serge Gainsbourg, der døde i 1991.
Hendes debutalbum, ”Charlotte For Ever”, var produceret af faderen og udkom midt i 1980'erne. Det er siden blevet genudgivet.
Hendes første voksenplade, ”5:55”, udkom i 2006 og blev en stor succes i ikke mindst Frankrig. Tre år senere udkom albummet ”IRM”.
På soundtracket til Bob Dylan-filmen ”I'm Not There” synger hun ”Just Like A Woman”.
På Madonnas nummer ”What It Feels Like For A Girl” hører man indledningsvis en dialog af Charlotte Gainsbourg. Den er taget fra filmen ”The Cement Garden”, hvor hun havde en af de dominerende roller.
Hun har som skuespiller fået størst opmærksomhed for sin hovedrolle i Lars von Triers ”Antichrist”.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



