Anmeldelse: Britney Spears: Femme Fatale

POP

Britney Spears:

Femme Fatale

Jive Records/Sony Music

Udkommer på mandag

Britney Spears latterliggjorde sig selv, da hun i sommeren 2009 optrådte i Parken i København.

Det, der blev solgt som en cirkusforestilling, fremstod som et tragikomisk tæppefald for en af popmusikkens bedst sælgende og mest omtalte popstjerner.

Hun bevægede sig stift rundt på scenen, og det virkede, som om hun frem for at synge rigtigt lod som om ved hjælp af playback.

Den eneste formildende omstændighed var, at det, så vidt vides, var Britney Spears, der stod på scenen. I årene op til cirkusforestillingen havde hun kastet sig ud i en deroute med pinlige optrædener, psykiske nedture og juridiske slagsmål. Hvis hun var blevet fundet død en dag, var man ikke blevet overrasket.

Spøjs titel

Nu vender amerikaneren tilbage med ny musik. Albumtitlen ”Femme Fatale” kan man kun grine ad. Nuvel, hun kan virke ganske tiltrækkende på albummets halve snes fotos, men der er altså hverken noget hensynsløst over teksterne eller over musikken.

Men derfor er den 29-årige Britney Spears' nye opus stadigvæk en overraskende vellykket omgang iørefaldende dansemusik. Hele herligheden er orkestreret til diskoteker i alle størrelser og verdensdele af ikke mindst de ekstremt succeseffektive overproducere Max Martin fra Sverige og polsk-amerikanske Dr. Luke.

Straks fra begyndelsen inviteres lytteren ind under diskokuglen med budskabet »keep on dancing till the world ends«, der suppleres af bl.a. en ordentlig omgang »oh oh oh oh oh«. Dansefesten fortsætter i samme høje tempo med ”Hold It Against Me”, der lyder som et koncentrat af de seneste 30 års mest platte og effektive dansemusik, og hvis danske Aqua og Infernal ikke har andet at give sig til en eftermiddag, kan de også finde lidt af sig selv i denne produktion.

Masser af kor

Hvor meget af Britney Spears, der er til at tage og føle på i produktionerne, kan man alt efter temperament enten ignorere at fundere over eller diskutere højlydt. Hun har på albummets dusin af musikalske energidrikke ladet sin vokal manipulere i en grad, så det egentlig ikke giver mening at tale om vokale præstationer.

Der vil altså være en del sangundervisere, der med rette vil kunne kalde Spears for en snydepels, også fordi der er en lang række korsangere, der hjælper til på sangene.

Omvendt kan amerikaneren ikke som Lady Gaga sætte sig ned og skrive en sang. Spears er heller aldrig blevet hyldet som en skønsanger, og i en tid, da en popstjerne stort set kun kan holde et album - og sit gode navn - i live ved at gøre udgivelsen til en langvarig brølende hitmaskine, er der ikke plads til samvittighedsfuld snak om kunstnerisk integritet.

Fitness-invitation

Hvor mange sange til hitlisterne og/eller diskotekerne er der så på ”Femme Fatale”?

Et vanvittigt bud kunne være otte-ni stykker inklusive de førnævnte. De øvrige aspiranter kunne i tilfældig rækkefølge være:

den fløjtende tæppebanker ”I Wanna Go”, den legelystige Beach Boys-fantasi ”How I Roll” og fitness-invitationen ”(Drop Dead) Beautiful”, der periodevis poserer som hiphop ved hjælp af rapperen Sabi. Der er også charmeoffensiven ”Big Fat Bass”, som will.i.am fra The Black Eyed Peas har produceret, den fjerlette ”Trip To Your Heart”, ”Gasoline”, der virker som en halvsøster til Spears' gamle hit ”Toxic”, og ”Criminal”, der lyder som et hæderligt forsøg på at matche ”Don't Tell Me” fra Madonnas album ”Music”.