Anmeldelse:
Anmeldelse: 2 af 6
Artiklens emner:

Anmeldelse: Britney Spears (Malmø Arena, tirsdag aften)

Britney Spears havde ikke ændret taktikken, da hun efter den hårdt kritiserede koncert i Herning stillede op på usikre dansefødder i Malmø.

Malmø Arena:

Britney Spears

Tirsdag aften

Mon Britney Spears læser anmeldelser?

Det virkede ikke sådan, da hun optrådte med et smil på i en langtfra fyldt Malmø Arena i aftes.

Mandag aften havde hun været i Jyske Bank Boxen i Herning, og den optræden havde fået tæv af anmelderne. En til tre stjerner var showet blev belønnet med.

LÆS JP'S ANMELDELSE AF KONCERTEN I HERNING

Men the show must go on og Spears stillede op for svenskerne med præcis samme formular som på den jyske hede.

Sådan er det, når man turnerer. Man kan ikke bare ændre på alting. Dansere og musikere er hyret, kostumer er syet, diverse sceneudstyr er kreeret og hovedpersonen har sat håret til en bestemt slags narrestreger.

Da Britney Spears for et par år siden optrådte i Parken, gik der cirkus i foretagendet, fordi hendes ny plade på det tidspunkt hed ”Circus”.

Denne gang hedder den aktuelle plade ”Femme Fatale”, hvor den som regel vellykkede elektroniske dansemusik dunker med en høj puls. Der står skrevet ”designet til diskotekerne” henover denne slags musikproduktion, som nogle af verdens mest efterspurgte producere, f.eks. svenske Max Martin og polsk-amerikanske Dr. Luke, har haft fingre i.

Fem kilo for meget

Med diskotemaet var det logisk, at koncertoplevelsen bød på et par lydsnedkere, der var gemt væk bagerst på scenen, et dusin kvindelige og mandlige dansere, og så hovedpersonen, der i løbet af aftenen skiftede tøj flere gange.

Det var dog hver gang meget lidt tekstil, som hun iførte sig. Så der blev rig lejlighed til at konstatere, at 29-årige Britney Spears, som er mor til to, formentlig har en kampvægt, der ligger ca. 5 kilo over det optimale. Altså hvis man vil fremstå som det gængse musikvideo-billede på en popstjerne.

Man kunne også vende den om og glæde sig over, at et idol og et ikon for mange mennesker godt tør stille sig op på scenen, selv om hun ligner noget andet (mere!) end de radmagre modeller.

Hvis man leger videre med den tanke, kan man nå frem til, at Spears i disse år er i fuld gang med at frigøre sig fra de hidtidige billeder af hendes karriereforløb.

Først var hun den storøjede skolepige, der lige var klar til en gang mere – og solgte plader, så det var en drøm for pladeselskabschefer.

Undgik døden

Så blev hun en Madonna-klon, herefter kronragede hun sig, blottede sit underliv, fremstod som en dum gås og elendig mor, og hele verden gjorde sig klar til den dag, da meddelelsen om hendes alt for tidlige død ville blive meddelt.

Spears ville det anderledes.

Det gamle hit ”Baby One More Time” kom til at give ny mening, da hun med stor succes udgav pladen ”Blackout” i 2007. Det album spillede naturligvis videre på alle fejltagelserne, samtidig med at hovedpersonen blev gjort til en seksuel frækkert.

Der var sket en transformation. Spears var kommet om på den anden side af tiden som teen-idol, Madonna-light og kaosstjerne.

Hvis man bruger koncerten i Malmø som bevisførelse, er Spears stadigvæk et godt stykke på afstand af alt det, som var engang.

Til stede

Hun virkede i løbet af det halvanden time lange show, som om hun var til stede, selv om det ville være en overdrivelse at påstå, at hun er den skarpeste kniv i skuffen. Da sceneteknikken tidligt i showet kiksede, kunne hun kun finde på at blive ved med at opfordre publikum til at brøle så højt det kunne.

Hvis hun – Madonna-style – havde sneget et eller andet politisk budskab ind eller bare have fortalt om sin aften i Herning, ville man have tænkt, at hun måske var på vej til at blive voksen. Men 29 år gammel er blondinen fra Mississippi stadig et barn. Eller i hvert fald umoden, når det gælder snakketøjet.

Hendes eventuelle evner som sangerinde måtte man som regel lede forgæves efter.

Dels valgte hun mange gange at mime til sin båndede stemme, dels var arrangementer og produktioner kreeret på en måde, så hun stort set kun skulle nævne sangens titel – ”Toxic”, ”Womanizer”, ”Boys”, ”S&M” og ”Big Fat Bass”.

Hvad hun i øvrigt sang, spillede ingen rolle. Hun skulle bare agere blikfang i en energitørstig musikmaskine.

Dårlig danser

Skal en popstjerne kunne danse?

Lady Gaga er ikke nogen stor danser. Madonna ligner mere en hårdtarbejdende sportsudøver end en fin ballerina, mens Beyoncé nærmest overgør sit talent for at kunne danse lige op med de professionelle tobenede, som hun betaler for.

Spears fremviste i det fine svenske koncertsted et par ordentlige lårbasser, som fik en til at tænke mere på vægtløftning end disko.

Hun var altså ikke nogen slapsvans at se på. Problemet var, at hun ikke kunne finde ud af det. Hun færdiggjorde stort set ikke dansebevægelserne. Strakte arme så man aldrig. Det virkede nærmest, som om hun havde øvet sig i en gammeldags telefonboks.

Hendes danseusikkerhed – eller manglende dansetalent - blev også afsløret ved, at hun bevægede sig på hæle, der slet ikke var så faretruende høje som de rigtige danseres fodtøj, og mange gange var der lige en af de mandlige dansere, som skulle give hende en indstuderet hånd. Så man var sikker på, at hun ikke snublede.

Et rockband næste gang

Når alt det var konstateret og noteret, kunne man ikke komme uden om, at Spears lignede en, der godt ville stå på en scene. Hun var ikke tabt for verden, som Amy Winehouse var det til sin sidste optræden før sin alt for tidlige død.

Britney Spears så ud som en, der ikke havde tænkt sig at trække sig tilbage, efter at hun er fyldt 30 år.

Hun vil videre og mere, og næste gang kommer hun måske med et elektrisk rockband eller fire akustiske spillemænd placeret ved trommer, bas, guitar og piano.

Britney Spears vil ikke gentage sig selv.

Det nye album lyder ikke som alle de øvrige. Showet i Malmø var ikke lig med det i Parken for to år siden, og på den måde kan man sætte en streg under, at amerikaneren ikke er nået dertil, hvor hun bare gør, hvad publikum forlanger.

De tilhørere, der stod og sad i arenaen, ville naturligvis helst have haft hitparaden fra 1999 og fremefter i letgenkendelige versioner. Og hvis det havde været sådan, var aftenen sikkert blevet til en rigtig fest.

Hvornår gør Spears mon, som publikum siger?

I bedste fald når hun synes, at det er blevet udfordringen. I værste fald sker det, når hun ikke magter andet, og så er det vel, at man først for alvor skal blive bekymret for Britney Spears.

Det spillede Britney Spears i Malmø Arena tirsdag den 11. oktober 2011

  • Hold It Against Me
  • Up N’ Down
  • 3
  • Piece of Me
  • Big Fat Bass
  • How I Roll
  • Lace and Leather
  • If U Seek Amy
  • Gimme More
  • (Drop Dead) Beautiful
  • Don’t Let Me Be the Last to Know
  • Boys
  • ...Baby One More Time
  • S&M
  • Trouble for Me
  • I’m a Slave 4 U
  • I Wanna Go
  • Womanizer
  • Toxic
  • Till the World Ends

Nyhed: Anmelderne slagter Britney-koncert

11-10-2011: Gumpetung, uden sangtalent og karisma. Dommen er hård over Britney Spears. Læs artikel

Anmeldelse: Bizar Britney Spears-koncert i Herning

11-10-2011: Britney Spears dumpede som sanger, danser og vært ved en ungdomsfest for 11.000 mennesker i Herning. Læs artikel

Anmeldelse: Britney Spears: Femme Fatale

26-03-2011: Den amerikanske popstjerne lægger navn til en iørefaldende danseplade, der sigter mod diskoteker over hele verden. Læs artikel

Nyhed: Koncertgæster: Så syng dog Britney!

12-07-2009: Anmeldelserne af Britney Spears koncert i parken lørdag aften er blandede. Alle virker dog til at være enige om én ting.

Læs artikel

Britney Spears (Parken)

12-07-2009: Britney Spears’ cirkusshow lørdag aften blev en fuser. Hovedpersonen lod, som om hun sang, hun dansede stift og kedeligt og viste sig aldrig som en publikumsvenlig performer.

Læs artikel
 
Loading...
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...