Blonde Redheads poppede eventyr fungerer bedre på plade end på scenen. Foto: PR
Store Vega, København:
Blonde Redhead
Tirsdag aften
Blonde Redhead fortsætter jagten på det store gennembrud.
New Yorker-trioen lagde ud med krøllet artrock i begyndelsen af 1990’erne, men har siden bevæget sig i en lettere tilgængelig retning.
På mesterværket ”Misery is a Butterfly” (2004) kigger de iørefaldende melodier frem gennem lagende af hvid guitarstøj, og under indspilningerne af det aktuelle udspil ”Penny Sparkle” har Blonde Redhead - med hjælp fra Depeche Mode-produceren Alan Moulder - bevæget sig så langt ind i popmusikkens syntetiske univers, at musikken kan spilles i radioen.
Interessen er nu så stor, at koncertarrangørerne flyttede tirsdagens koncert fra Lille til Store Vega.
Den japanskfødte sangerinde Kazu Makino samt brødrene Amedeo og Simone Pace har dog ikke glemt deres alternative udgangspunkt.
Bandet spillede i mørke, og Kazu Makino gemte i begyndelsen og slutningen af seancen sit ansigt bag en maske.
Den optræden syntes uforenelig med de luftige nyheder, som aldrig kom ordentligt ud over scenekanten.
Det er først og fremmest den flotte produktion, der gør ”Penny Sparkle” til et behageligt bekendtskab, men i Store Vega bevægede amerikanerne sig uden om mange af de elektroniske detaljer, og indslag som førstesinglen ”Here Sometimes” fremstod derfor kun halvt så delikat som på pladespilleren.
Blonde Redhead reddede dog forestillingen med effektive højdepunkter fra bagkataloget. På ”Dr. Strangelove” og ”Sw” fra det forrige album ”23” (2007) imponerede Kazu Makino med sin skiftevis hviskende og hylende vokal, der passede perfekt til brødrene Paces kompromisløse støjrock.
Blonde Redhead
Diskografi
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



