Balstyrko: Jagten Paa Noget

Balstyrko:

Jagten Paa Noget.

Fakediamond Records/Art People

Udkommer mandag

Når man udgiver en cd med 17 numre, lægger man virkelig op til, at der er guf på hylderne.

Eller også udstiller man en mangel på selvkritik.

Det sidste er desværre tilfældet med Balstyrko, der kunne have udsendt en - fra begyndelse til slutning - iørefaldende og spændende popplade. Det kunne have været tilfældet, hvis man havde nøjedes med en halv snes numre.

God og interessant

Nu må vi i stedet nøjes med en god, interessant udgivelse fra Balstyrko, som består af Blæs Bukki, Ane Trolle og Ormen. En trio, som der på forhånd er blevet stillet meget store forventninger til.

Det skyldes, at alle tre har et godt cv.

Blæs Bukki er en musiker, der har været med til at revolutionere både dansk hiphop og reggae med henholdsvis Malk de Koijn og Bikstok Røgsystem.

Førstnævnte betragtes som en af dansks musiks ægte stoltheder, mens røgsystemet har glædet både barn, teenager og voksen.

Trentemøller-sang

Ane Trolle er blevet udskreget som en af landets mest talentfulde sangerinder, ikke mindst siden hun lagde stemme til Trentemøller-hittet "Moan".

Hun synger i sine bedste øjeblikke på en fascinerende doven måde.

Som om hun lige er stået ud af sengen efter en lang, lykkelig drøm.

Eller som om hun lige har rejst sig fra et slag på kæben - lidt rundtosset og lykkelig for at være til stede igen.

Sammen med Alberte

Ormen har været en del af Melk, der rørte i både dub og hiphop, og så har han bl.a. også arbejdet sammen med Alberte. Et noget specielt makkerskab skulle man mene, men dermed har Ormen fået vist, at han først og fremmest går efter den spændende, uforudsete udfordring - og gevinst.

Det er tre års tid siden, at trioen mødtes og blev enige om at indspille en plade sammen. I sidste ende blev albummet til i et studie i København og i et sommerhus ved Vesterhavet.

Når man lytter sig igennem "Jagten paa noget", er det (til tider for) tydeligt, at treenigheden rent musikalsk har villet søge uden for det mest mainstreamprægede.

Kollektiv tilstand

I stedet har man, tydeligvis i en meget kollektiv tilstand, jagtet en lyd, der skulle rumme elementer fra både hiphop, reggae, triphop, jazz, country, sigøjnermusik og et gademusikantagtigt univers med masser af regulære akustiske instrumenter.

På en af godbidderne, "Intet Stopper Helt", er det især reggaemusikken, der i lang tid rumsterer ret reelt omkring Bukki og Trolles danske tekst. Men pludselig bliver man mødt af spøgelsesstemninger, mens duoen messer: "Alt forsvinder, vi holder fast, staar tilbage med, lys på din last".

Andre gode sager viser både før og siden deres tilstedeværelse:

"Venter på Vin" ville med sin sprøde og lidt frække tyveknægtestil tiltrække store masser en varm forårsaften på både Strøget i Danmark og La Rambla i Barcelona.

Poesi og uhygge

"Hvem Ringer" rumsterer flot i et triphoppræget spændingsfelt af poesi og uhygge, mens "Karrusellen" opsøger den mørke velswingende londonske ska, hvorimod "Hold Igen" skaber billedet af en gruppe ansigtsmalede personer, der bevæger sig rundt om en "brændende busk" en sen nattetime, efter at de har skyllet "sortedammen ned med en sjus".

Lignende lyrisk guf er albummet meget rigt på, og hatten af for, at Ane Trolle, der hidtil har sunget på engelsk, og Blæs Bukki, der mest har gjort det i hiphoptekster, har kunnet mødes om en fascinerende leg med den danske sang.

Men hvis Trolle, Bukki og Ormen havde kigget rundt på tidens internationale rockudgivelser, var de måske blevet enige om, at albumfesten uden problemer kunne have været begrænset til en halv snes numre.

Det gjorde pladerne jo også dengang, vi kun kunne købe lp'er - med mindre vi for en sjælden gang skyld måtte/kunne/ville betale for et dobbeltalbum.

Lagt på hylden

Her er nogle af de Balstyrko-numre, som kunne have været overset eller lagt på hylden til yderligere modning:

Hverken poesi eller arrangement fungerer optimalt på "Blomster graven", mens "De Forkerte Sten" lyder alt for meget som en retrohilsen til 1970'ernes Søren Kragh-Jakobsen, hvorimod "Ved hvor du bor" på mærkelig vis fusionerer Nik & Jay-stil med uforløst Shit & Chanel-kvinderock og en anelse cool country.

"Ulven" lyder til gengæld mere som noget fra et underholdende børneteater end et stykke popmusik, som tre hypede musikere har siddet og tænkt på som noget til deres første langspiller sammen.

Hård chef

Men måske var disse hovedpersoner ganske enkelt bare nødt til at tage det hele med for, at den venskabelige balance i projektet kunne bevares?

Hvis det er tilfældet, må man håbe for Balstyrkos næste forsøg, som der forhåbentlig kommer et af, bliver hos et stort pladeselskab med en ond chef, der tør kræve sin ret til at censurere i kataloget af sange.