Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Anne Dorte Michelsen - De.. | musik.guide.dk

Anmeldelse af Anne Dorte Michelsen - De voksnes rækker

Anne Dorte Michelsen går på ordsiden hårdt til omgivelserne og sig selv.

Pop
Anne Dorte Michelsen
De voksnes rækker
Target

Anne Dorte Michelsen har altid været optaget af tvivlen og uroen, når hun skrev sangtekster, og hun har også turdet være iskold, selv om hun var omgivet af let popmusik:

»Engang var du den allervigtigste af alle/nu er du allermest i vejen.«

Sådan sang hun i første halvdel af 1980’erne på sin Tøsedrengene-sang ”Vi var engang så tæt”.

I 2015 gør hun på albummet ”De voksnes rækker” en slags status. Hun formidler umiddelbart ordene med en poppet blidhed, og musikken opfører sig som regel også ordentligt. Men der er som oftest ikke meget hygge over ordene:

»Det tungeste, tungeste skridt at ta’ er væk fra den slagne vej/Hvor jeg har gået dag efter dag i blinde sammen med dig.«

Opgør og selvopgør

Det nye album fra Anne Dorte Michelsen er på tekstsiden fuld af opgør og selvopgør:

»Jeg ved, jeg har såret dig, men husk: du har også såret mig.«

Ordene falder på ”En anden lykke”, hvor Anne Dorte Michelsen forsøger at nå frem til en konklusion om parforholdet, som handler om, at det bedst kan betale sig for både den ene og den anden at slippe vreden og skyldsspørgsmålet og komme videre i virkeligheden.

Hun er bestemt ingen tøsedreng, når det handler om ord, og det bliver albummets magnetfelt for opmærksomhed. Nu skal man altid passe på med at sætte lighedstegn mellem en sangtekst og ét bestemt levet liv, men Anne Dorte Michelsen tør i hvert fald godt lege med en vis privatisering af sine tekster:

»Hvorfor forsvandt du, veninde? Hvad har jeg sagt eller gjort? Savnet har kapslet sig inde, føles så bittert og hårdt.«

Sangerinden står ikke så stærkt som sangskriveren. Anne Dorte Michelsen virker indimellem, f.eks. på ”Ridser i lakken”, en anelse stakåndet og kraftløs i sin vokale præstation. Der kan være tale om en tilstræbt stil. I så fald giver den ikke god mening hver gang.

Anne Dorte Michelsen læner sig trygt op ad erfarne og driftssikre instrumentalister. Billy Cross er guitarist og producer, Gnags’ Per Chr. Frost spiller bas, Dan Hemmer er på hammondorgel og keyboards, Rasmus Kihlberg og Christer Jansson spiller trommer, og Mads Michelsen percussion, mens Maria Bramsen og Julie Michelsen synger kor.

Varmblodige numre

Der er på pladen mere tempoprægede og varmblodige numre og så også de stille stunder. Man kunne godt have ønsket sig, at det kompetente band og hovedpersonen til tider havde forsøgt at fremmane en mere rustik stil, der kunne have forstærket teksternes budskaber og udstillet Anne Dorte Michelsens store mod med sætningerne.

Der er optræk til noget rigtigt på ”Den første martsdag” og titelnummeret. Men det bliver for hurtigt nedtonet til fordel for en mere sød stil.

Anmeldelse af Marie Key - Tænker du vi danser

01-02-2015: Marie Key knækker ikke under voldsomt præstationspres. Men hun giver køb på sit excentriske særpræg. Læs artikel

Anmeldelse: Lise Westzynthius: Tæt på en kold favn

05-03-2012: Lise Westzynthius er overbevisende i sin omgang med det danske sprog. Desværre ødelægger hun den samlede oplevelse ved at placere et nummer med Sebastian midtvejs på albummet. Læs artikel

Anmeldelse: Mathilde Falch: Lad mig gå fri

24-02-2012: Er Mathilde Falch blandt de få børn af kendte musikere, der får luft under karrieren? Musikalsk set lykkes det i hvert fald for den 22-årige sangskriver at træde ud af faderen, Michael Falchs, skygge. Læs artikel

Anmeldelse: Rufus Wainwright: House Of Rufus

17-12-2011: Pop: Til næste år vender Rufus Wainwright tilbage til Danmark og stiller op til en koncert med nye sange. Med et omfattende bokssæt gør han status over sin karriere så langt. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...