Små buktter begyndte straks at dukke op foran Amy Winehouses hjem, da nyheden om hendes død bredte sig. Foto: AP/Joel Ryan
Amy Winehouse blev 27 år. Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison fra The Doors og Kurt Cobain fra Nirvana døde også som 27-årige. Arkivfoto: Joel Ryan, AP
Den britiske sangerinde Amy Winehouse blev fundet død lørdag eftermiddag. Hun blev 27 år. Arkivfoto: AP
Den britiske popstjerne Amy Winehouse er død.
Hun blev 27 år. En nærmest mytologisk alder i fortællingen om rock og pop.
Jimi Hendrix, Janis Joplin, Brian Jones fra The Rolling Stones, Jim Morrison fra The Doors og Kurt Cobain fra Nirvana døde også som 27-årige.
Amy Winehouse blev lørdag eftermiddag fundet død i sit hjem i Camden i London.
Der bliver i disse timer spekuleret i, at hun døde af en overdosis.
Hvis det ender som konklusionen på hendes død, vil det ikke være nogen overraskelse. Hun sloges i flere år med et misbrug af både alkohol og stoffer, og det var blevet et misbrug, der var godt og grundigt i gang med at ødelægge hendes karriere.
Således måtte hun for nylig aflyse en turné, efter at hun havde leveret katastrofale optrædener, der gjorde det klart for enhver, at den britiske sangerinde var langt fra at komme tilbage på sporet af den succes, som hun oplevede i 2006, 2007 og 2008, hvor hun blandt meget andet triumferede ved at modtage en række amerikanske grammypriser.
Amy Winehouse gjorde sig fortjent til priserne og succesen som millionsælgende kunstner.
Hun var som både sanger og sangskriver et talent langt ud over det sædvanlige, hvilket blev dokumenteret for altid med hendes andet album ”Back To Black”, som jeg i en anmeldelse i december 2006 gav seks stjerner.
Albummet var præget af uovertruffen soul og en fantastisk påmindelse om koryfæer som Aretha Franklin og Dusty Springfield. Amy Winehouse sang med en saft og kraft, så man troede, at det var løgn.
Hun kunne mere end det.
Hun var en dygtig fortæller, der aldrig var bange for at bruge løs af sit eget liv i sine tekster. I titelnummeret – og hittet - "Back To Black" udstillede hun kærestesorger og jalousi på den mest barske facon:
”I died a hundred times, you go back to her, and I go back to black”.
Amy Winehouse sang ikke bare soul. Hun var soul.
Hun krængede sin sjæl ud i sine tekster, og hvis man bare hørte en lille smule efter, kunne man ikke undgå at finde ud af, at denne unge Londonpige hele tiden balancerede på en knivsæg.
I et interview med Jyllands-Posten i januar 2007 sagde hun om sin sangskrivning:
"Jeg skriver om mit liv. Jeg har problemer, som jeg vil ud med, og det kan jeg gøre ved at skrive en sang."
På sangen ”Rehab” lagde hun ikke skjul på, at hun godt vidste, at hun havde brug for hjælp til at komme ud af sit misbrug. Men hun gjorde samtidig en dyd ud af, at hun var tiltrukket af drukturene og det vilde og barske liv.
På ”You Know I’m No Good” fik hun udstillet forvirring og selvhad og også lige proklameret, hvad verden siden skulle få alt for meget af: “I told you I was trouble”.
Det var en underdrivelse, som det danske musikpublikum også blev vidne til.
Da hun i juni 2007 optrådte til Zulu Rocks i Parken, lignede hun det meste af koncerten en, der hellere ville være alle mulige andre steder end på scenen.
To måneder senere skulle hun have optrådt på Smuk Fest i Skanderborg. Men det endte med et afbud.
Hvorfor? Ifølge internationale medier forsøgte sangerinden at komme på benene efter en overdosis.
Tredje gang burde så have været lykkens gang.
Men Amy Winehouses koncert i Store Vega i København i oktober 2007 var heller ikke nogen ubetinget succes.
Jo, hun demonstrerede i opmuntrende øjeblikke, at hun havde en stemme ud over det sædvanlige. Men der var også momenter, da hun lignede en, som var stået af på den forkerte station.
Hun gav ikke flere koncerter i Danmark.
Desværre, kunne man mene.
Heldigvis, kan man også tænke efter alle de fiaskooptrædener, der har været skrevet om siden.
Amy Winehouse formåede aldrig at være et hundrede procent professionel.
Hun kunne ikke tage en maske på og levere varen – og bagefter gå på druk eller tage hjem og slappe af.
For briten var der kun én vej som menneske og musiker – og den skulle vise sig at ende en julidag 2011 hjemme i Camden.
Man kan – og skal – undre sig over, at der ikke var en eller anden, der lykkedes med at standse sangerindens selvdestruktion.
Der var flere, som undervejs påstod, at de forsøgte at hjælpe – familien, pladeselskabet, producerne af ”Back To Black”, Mark Ronson og Salaam Remi. Og så videre.
Så var der dem, der trak Amy Winehouse den anden vej. Her spillede ikke mindst Blake Fielder-Civil en hovedrolle.
Da han var kæreste med Amy Winehouse, virkede det, som om hun i den grad foretrak en tilværelse med sex, stoffer og rock’n’roll.
Der findes fra denne periode utallige fotos, hvor Amy Winehouse blev afsløret i det eneste, som hun for alvor formåede at være, mens paparazzierne skød løs på tæt hold og lang afstand: En narkoman.
I de seneste par år har der været historier om, at Amy Winehouse var på vej tilbage – ædru og med ny musik.
Der har også været sladderlyrik om, at Amy Winehouse endnu en gang svigtede både familie, pladeselskab og fanskare – og sig selv.
Et par ting kan vi være helt sikre på.
Vi kommer i de kommende uger, måneder og år til at høre en masse til Amy Winhouse.
De gamle sange vil hitte igen – og det har numre som "Rehab", "You Know I'm No Good" og "Back To Black" samt "Love Is A Losing Game" afgjort format til!
Der vil ydermere blive gravet numre frem, som vil blive udgivet – og som de efterladte og pladeselskabet vil profitere af.
På den måde har intet ændret sig, siden Jimi, Janis, Jim og Kurt døde.
Amy Winehouse
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



