Agnes Obel (Jazzhouse, København)

Jazzhouse, København

Agnes Obel

Søndag

Agnes Obel udgav sit debutalbum, ”Philharmonics”, sidste efterår.

Det er allerede en kæmpe sællert i ind- og udland, og hele sangerindens igangværende Danmarksturné er udsolgt.

Den slags er ikke ganske uhørt i rock/pop-verdenen.

Men når succesen gælder en særdeles afdæmpet og hjemmelavet singer/songwriter-debut, taler vi om intet mindre end en sensation.

Ved den danske turnépremiere holdt Agnes Obel sig dog klogeligt fra at tage et farligt firspring og optræde på et stort spillested foran et stående og fadøls-drikkende publikum. Hun gav mere passende koncert på et intimt spillested, hvor der var optimal ørenlyd for hendes ømskindede musik, der blev skabt i et fornemt sammenspil med tyske Anne Ostsee på cello.

Efterspurgte pladser

De fremmødte måtte til gengæld lege stoleleg omkring de få siddepladser ved bordene, og publikum var en broget blanding af studerende, jazz-nørder med sære briller og hr. og fru storby-hipster i alskens aldersgrupper.

Agnes Obel selv var helt i sort. Ved et sort flygel. Mod en sort baggrund.

Kun hendes ansigt med den stramt opsatte frisure lyste blegt op. Og så gjorde musikken det.

Den er bølgende meditativ og minimal, men med en sund melodisk statur, som gør den konkurrencedygtig i pop-sammenhæng. Kald det en lykkelig forening mellem Beethoven og Stina Nordenstam, når Agnes Obel i nummeret ”Philharmonics” frembringer en ensom måneskinssonate med hypnotisk melodi og fremdrift.

Vemodig sangfugl

Sangerinden lyder som en mørkeræd nattergal i skumringstimen i en yderst værdig udgave af John Cales ”Close Watch”. Hendes stemme er gylden, men dæmpet af resigneret beherskelse og følsomt underspil.

På samme måde er der en fjern og gulnet fortabt skønhed over den instrumentale ”Louretta”, som Obel beskrev som en ”meget gammel sang”. Den kom til at lyde langt ældre. Faktisk så sukkende altmodisch, at den nåede øret som et trodsigt livstegn fra et glemt årti i et underkendt århundrede.

Der var klar overvægt af forunderlige stunder, bl.a. ”Riverside” og ”Just So”. Men også enkelte sange, hvor den sirlige struktur langsomt og nikkende gled over i andægtig slummer, når de melodiske stød udeblev. Eller når teksterne blev for passivt iagttagende. Her må Agnes Obel gerne løsne op for koncept, kunstner-nykker og frisure – og satse digterisk og personligt.

Indtil videre har hun på ingen tid formået, hvad singer/songwriter-kollegaen Tina Dickow har haft problemer med: at overføre sin hjemlige succes til udlandet.

Men er Obels debut-succes en enlig svales sidste elegante flugt ud i tusmørket? Eller har hun flere dragende sange, hun kan sætte på vingerne? De spørgsmål fik vi delvis svar på søndag aften: En af de nye sange, hun løftede sløret for, var faktisk ganske fortræffelig.