Find mere om:
På randen af livet | musik.guide.dk

På randen af livet

Stærk Karen-Lise Mynster gør status i morbidt vittig irsk komedie.

Teater

Husets Teater, København:

KVINDE OG FUGLESKRÆMSEL

Af Marina Carr

Oversættelse: Gunner Frøberg

Scenografi: Birgitte Mellentin

Iscenesættelse: Søren Iversen.

Til 9. februar

.

[x] [x] [x] [x]

Hun skal dø.

Så enkelt er det.

Dø som fuldbyrdelsen af livets grundvilkår.

I scenografen Birgitte Mellentins vrængbillede af en manege med gråmeleret teltdug og en manege, hvor en blodstribe sitrer deprimeret langs kanten, funderer Karen-Lise Mynster, plysset som en anden Jeanne d'Arc og med rødrandede øjne, over tilværelsens store cirkus i de sidste timer, inden kræftdøden tager hende. Den død, der fysisk er aldeles nærværende i Kirsten Peuliches køligt-elegante skikkelse, naturligvis hyllet i en kjole, der leder tanken hen på den hvide klovns kostume. Selv de røde sko er der, delikat svingende fra cirkusgyngen i siden.



Dødsengel


For således matcher scenografiens surrealisme raffineret tekstens fabulerende, drømmespilsagtige substans, mens kvinden og hendes dødsengel - fugleskræmslet, som hun kalder det - diskuterer livet inden døden. Et liv med masser af glæde og appetit på såvel mænd som mad, på børn, erotik og det store i livet, også døden. Den grandiose død, den fra operaerne. Saftigt som kun Karen-Lise Mynster med al sin livsduelige råhed kan smælde det over rampen, så vi hopper i sæderne, når morbiditeten og den brutale humor bliver for barsk i Søren Iversens tætte iscenesættelse.

Lige ud af posen


Og der tales virkelig lige ud af posen her i den irske dramatiker Marina Carrs gedigne blanding af realisme og feberfantasier, desværre samtidig isprængt en irriterende håndfuld af de litterære citater, der rider alt for mange dramatikere i disse år. Drop dog Dvorák og Tolstoj, når jeres personer taler. Den slags er bare dramaturgiske krykker og finkulturelt krukkeri.

Undervejs går det langsomt op for os - og for hende - at hendes eget liv måske alligevel ikke har været så storslået, som hun troede. At hun druknede sine lykkechancer i vasketøj, hverdag og forståeligt gnaveri over et glædesløst samliv med en kronisk utro ægtemand. Ham giver Kristian Halken - som altid - optimalt liv, snart angrende, snart aggressivt i opgøret på dødslejet. Lige så optimalt som Elsebeth Steentofts lille, uforsonlige og gyseligt morsomme tante med paraply og selvretfærdige galocher.

Et stærkt kammerspil om de store og måske også banale spørgsmål i livet. Lykken og sådan. Fik denne kvinde nok for pengene inden lukketid? Får vi?

henrik.lyding@jp.dk

Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...