Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Oslo Gospel Choir - Musikkens.. | musik.guide.dk

Skandinavisk gospel med overlevelseskvalitet

Julekoncert: Havde man forventet en sukkersød og sentimental julekoncert med Oslo Gospel Choir, var man gået forkert. Der var både nordiske folketoner, sort amerikansk gospellyd og fællessang med Tore W. Aas i spidsen for det velklingende kor.

Oslo Gospel Choir
Musikkens Hus

Aalborg

Tirsdag aften


Allerede i en afstand af flere hundrede meter mærkede man, at et tilløbsstykke var stablet på benene i Musikkens Hus i Aalborg.

Interessen for en julekoncert med det populære kor fra Norge har i år været så stor, at der blev arrangeret en ekstra koncert samme dag. Begge koncerter var hurtigt udsolgt. Det taler jo sit sprog.

Den tågede lyssætning i salen sørgede for en dæmpet vinterstemning, hvilket matchede den nordiske julestemning, som koret lagde ud med. ”Glade jul, dejlige jul” og ”Kling no, klokka” udgjorde den andægtige indledning til en aften, hvor de 16 sangere og fire musikere viste både alsidighed og originalitet. Måske virkede begyndelsen på koncerten en anelse træt og ufokuseret, og man var en overgang bange for, at den ekstra koncert tidligere på dagen havde tæret på de norske stemmebånd. Men som aftenen skred frem, kom der mere kul på gospel-kedlen.

Dirigenten Tore W. Aas’ villighed til at inddrage publikum og gøre sangenes budskab vedkommende gik som en rød tråd igennem aftenen. Og selv om det nordjyske publikum måske ikke altid var det hurtigste til at rejse sig og slippe glæden og begejstringen løs, var opmærksomheden hele tiden skarpt rettet mod scenen.

Nytænkning i roligt tempo

Tore W. Aas, der er en af de vigtigste fornyere af gospelmusikken i Europa, mestrer i den grad kunsten at præsentere gamle og velkendte sange i nye arrangementer, hvor han med respekt for den originale karakter udvikler nye harmonier og tilbygninger. Dermed er det lykkedes ham at udvide sangenes potentiale, hvilket publikum også oplevede tirsdag aften i f.eks. klassikeren ”Oh, Come All Ye Faithful”, som Oslo Gospel Choir har sin helt egen og velkendte version af.

I et lækkert og tilbagelænet tempo førte solisten Lars A. Frederiksen, der har været med i koret i mere end 20 år, an. Sammen med tenoren Hans Esben Gihle, der også har været med siden de tidligste år, er han fortsat en stærk solist og med til at præge korets identitet.

En ligeledes vellykket julefortolkning af ”Bridge Over Troubled Water” bekræfter evnen til at nytænke det klassiske i et sikkert og roligt tempo. Men at Tore W. Aas også selv komponerer og skriver sig ind i musikhistorien, oplevede man i ”En stjerne skinner i natt”, som for længst har vundet indpas i Danmark. Ikke mindst takket være Stig Rossen, der i 1998 kreerede sin jule-cd ”Julelys”, i øvrigt i samarbejde med Oslo Gospel Choir.

Endnu et par norske julesange fulgte, inden aftenens højdepunkt i form af en amerikansk afdeling indledtes med ”Joy To The World”. Sopranen Kine Ludvigsen Fossheim, der har været med i koret siden 2003 og også har en sangkarriere ved siden af Oslo Gospel Choir, afslørede en stemme beslægtet med Mariah Careys i sin solo, og de indflettede halleluja-fraser fra Händels ”Messias” gav stemningen i salen et godt løft.

Svært at sidde stille til

At koret har haft et samarbejde med gospellegenden André Crouch, der har været korets producer på tidligere produktioner, fik publikum at mærke bl.a. i den gamle klassiker ”I Go To The Rock”.

En velfriseret, moden herre på stolerækken foran havde svært ved at blive siddende på sædet af begejstring, mens dette nummer med sin rockede stil og en duft af 1950’erne greb fat i publikum – igen med den overbevisende Hans Esben Gihle i en stærk solo. Da hittet ”Glory To God” senere blev skudt i gang, var publikum pludselig ikke sent til at komme op af stolene og klappe med. Nok fordi sangen, der er komponeret af Tore W. Aas og Calvin Bridges og stammer fra albummet ”Live In Paris”, er en af korets egne og velkendte sange og lægger op til fællessang.

Koncertens sidste og mere eftertænksomme afdeling blev indledt med endnu en norsk julesang. Budskabet om, at himlen rører ved jorden, var et gennemgående tema og kom flot frem i en imponerende korklang. Værre blev det bestemt ikke med ”Mit hjerte altid vanker”, fremført i den fantastiske norske folketone, som giver sangen en stærk og nærmest rustik karakter. På overlegen vis er det lykkedes Tore W. Aas at forene en tilbagelænet dybde og træghed med en rå og nordisk lyd. Den fyldige og upolerede guitarsolo og harmoniske korklang skaber en intens og vedkommende stemning, som fremhæver sangens budskab om, at den kristne jul centrerer sig om krybben og Jesusbarnets vigtige mission: at give menneskeheden mulighed for frelse og håb.

Juleevangeliet fik også sin helt egen plads i et arrangement med oplæsning og inkorporerede sangelementer og musik. Indledningen med ”Gloria” var tydeligvis hentet fra korets album af samme titel. Igen en vellykket opsætning, som var nærværende uden at kamme over i sentimentalitet. Endnu et højdepunkt fik man med ”Oh, helga natt” med endnu en stærk solist i forgrunden. Lyden fra svundne tiders missionske sang kom atter til live med et flot klaverakkompagnement.

Som afslutning sang hele salen stående med på ”Dejlig er jorden”, mens alle holdt hinanden i hænderne.

En ny skandinavisk lyd

Man må konstatere, at Oslo Gospel Choir efter mere end 25 års eksistens og i omegnen af 15 plader har cementeret sin originalitet og overlevet gospel-boomet i 1990’erne. En slags ny skandinavisk lyd, en smidig lethed, et forholdsvist lille hold stærke sangere og syng-med-venlige arrangementer er blandt de vigtigste ingredienser. Dertil kommer Tore W. Aas’ folkelige og venlige facon, der inddrager publikum som en slags menighed.

Efter publikumssammensætningen i Aalborg at dømme tilhører fanskaren efterhånden den modne aldersklasse, men musikalsk set viser koret en alsidighed, som det mestrer med stor professionalisme. At mange af korets medlemmer til daglig har andet arbejde, øger kun respekten for, hvad de faktisk formår.

Koret

Oslo Gospel Choir

  • Dannet i 1988.
  • Grundlæggeren og dirigenten Tore W. Aas er stadig korets leder.
  • Koret slog igennem i 1990’erne.
  • Regnes blandt Europas bedste gospelkor.
  • Har bl.a. arbejdet sammen med André Crouch.
  • Har udgivet omkring 15 plader.
  • Den nyeste plade hedder ”I Go To The Rock”.

Nyhed: Kor hev Grammy hjem til Danmark

01-02-2010: Nok var det Beyoncés priser, der trak overskrifter, men der var faktisk også en klassisk pris til et dansk kor.

Læs artikel

Anmeldelse af Toto - Scandinavian Congress Center, Aarhus

16-02-2016: Rosanna, Pamela og en Afrika-skønhed reddede æren for Toto i Aarhus. Læs artikel

Anmeldelse af Massive Attack - Tap 1, København

08-02-2016: Det evigtgyldige britiske band leverede gamle klassikere og nye sange til den udsolgte koncert i København. Læs artikel

Anmeldelse af Suede - DR Koncerthuset, København

02-02-2016: Der var høj karma-klasse over Suede, som i Koncerthuset forenede kunst og folkefest. Læs artikel

Anmeldelse af Eric Clapton - Slowhand At 70. Live At The Royal Albert Hall

11-12-2015: Rockstjernen og guitaridolet Eric Clapton fyldte 70 år den 30. marts 2015. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...