Find mere om:
Klassiske plader | musik.guide.dk

Klassiske plader

Har man Beethovens første fire klaverkoncerter fordelt over to cd'er med den russiske mesterpianist Mikhail Pletnev, må man også have den femte og sidste, ”Kejserkoncerten”.

Det synes at være tanken bag udgivelsen, for spilletiden er kun på 38 minutter, og det er ikke meget på en cd, som kan rumme godt det dobbelte.

Pletnevs Beethoven med Det russiske Nationalorkester er noget særligt, specielt boksen med de ni symfonier. Man skal have ret stive ører skruet på for ikke at opdage Pletnevs geniale opdagelser i en ellers velkendt musik.

Man kan blive irriteret, når hans enegang udarter sig. Lyt blot til begyndelsen af den femte klaverkoncert, som begynder så langsomt og selvglad ”kejserlig”, at man utålmodigt venter på, at han kommer i gang, men det gør han så med en forløsende friskhed. Og adagioen er bjergtagende.

Det er Beethoven for dem, som tør lytte til det anderledes og opdage herligt nyt (DGG 477 6417).

Cellisten Mischa Maisky er også en ener, som med Sergio Tempio har indspillet musik for cello og klaver af Rachmaninov. Hovedværket er den en halv time lange cellosonate, som viser den russiske komponists format.

Med en række af hans mindre, typisk melodiøse stykker når vi op på en spilletid på 67 minutter til glæde for celloens traditionelle venner (DGG 477 7235).

Imponerende


Ingen højere? Jo, vi når 80 minutter med en live-optagelse med New York Philharmonic og dets modne chefdirigent Lorin Maazel. Orkestret har givet mulighed for at downloade en række af dets koncerter, og enkelte af disse udsendes desuden på cd.

Det er en flot optagelse med Ravels anden suite fra ”Daphnis og Chloé” og ”Rapsodie espagnole” i en flot, lys og gennemhørbar klang. Ikke mindre imponerende er Stravinskijs 1919-suite fra ”Ildfuglen” og ”Nattergalens sang”. En cd for yndere af flot, moderne orkesterklang (DG 477 7175).

Fornem kvartet


Der er ny kammermusik med en af de fornemme strygekvartetter, Alban Berg Kvartetten, som i år begiver sig på afskedsturné i stedet for at lade de ikke særligt aldrende medlemmer blive udskiftet efter tur.

EMI har allerede udsendt en boks på tre cd'er med højdepunkter fra kvartettens klassiske repertoire, som nu følges op af mesterværker fra det 20. århundrede på andre tre cd'er. De inkluderer bl.a. Arnold Schönbergs dobbeltbundede arrangement af Johan Strauss' ”Kejservalsen” og væsentlige kvartetter som Janáceks første over ”Kreutzer sonaten” og Bartóks store sjette.

Den tætte og klangligt meget koncentrerede spillestil passer godt til denne musik. Man kommer nærmere vor tid med Stravinskij og Lutoslawski, videre den geniale, men ikke specielt velkendte Haubenstock-Ramati foruden von Einems første, Schnittkes fjerde og Berios tredje kvartetter. Man får et stærkt overblik over et århundredes afvekslende kammermusik, uden at det outrerede er med.

Vi begyndte med wienermusik og slutter tilsvarende af med tangomusik, Piazzollas store ”Tango sensations” (EMI 5 13974 2, tre cd'er).

Danske udgivelser


Classico udgiver mange spændende cd'er, som selskabet tilsyneladende gerne vil bevare som små hemmeligheder, men spørg hos Rilledillen ved Nørreport i København.

I denne omgang skal nævnes en usædvanlig slagtøjs-cd med Henrik Larsens egen interessante transskription for marimba af Bachs tredje cellosonate i C-dur plus virtuos musik af Yoshihisa Taira og Iannis Xenakis' strukturrige ”Psappha” (Classico Classcd 742).

I forbindelse med en udsendelsesrække på DR 2 rundt i Danmark i 1999 opstod Trio Before med saxofonisten Claus Behrens, pianisten Niels Erichsen og bassisten Per Folke. Trioen har med titlen ”En yndig og frydefuld?” arrangeret og spillet danske sange og salmer og beholdt respekten for originalerne i deres nye, let jazzificerede bearbejdelser.

Ældst er ”Befal du dine veje” fra 1601, yngst ”Den blå anemone” fra 1954. Denne cd vil finde sit publikum (Gateway Music BB007, www.triobefore.dk).

Historisk sang


Vi kan nu tillade os at springe til historiske sang-optagelser. Det er nok kun de ældste, som får tårer i øjnene ved at mindes Joseph Schmidt. Hans tenor var dårende og hans tolkninger fine. Naxos har i sin serie med store sangere fyldt to cd'er til randen med optagelser fra årene 1929 til 1936, mest opera, men også operette og sang. De sidste kan blive lidt ensformige i længden.

Joseph Schmidt var yderst populær i Tyskland indtil den nazistiske magtovertagelse. Han rejste videre til Wien, Amsterdam og Frankrig for endelig at søge asyl i Schweiz, hvor han døde i en flygtningelejr som 38-årig.

Det var en både tragisk og ironisk skæbne, da han var en af de mest elskede sangere i Tyskland før nazismen. Han optrådte sjældent på scenen, da han var et hoved til to lavere end de sopraner, som han skulle kurtisere (Naxos 8.111318-19, to cd'er til budgetpris).

Poetisk bevægende


Der er langt fra Victoria del Angeles' poetisk bevægende Manon fra 1955 til Anna Netrebkos sceniske bombenedslag i Marilyn Monroe-stil, hvor godt de begge end synger Massenet. Victoria del Angeles er den sangligt fornemste, men naturligvis klinger hun ikke så fulminant i den ældre optagelse.

Pierre Monteaux er en dirigent værd at lytte til, men hendes kolleger har ikke hendes klasse. Ekstra får man Debussys ”La damoiselle élue” og Berlioz' ”Les nuits d'été” (Sommernætter) med hende, begge dirigeret af Charles Munch, og det er værd at tage med (Naxos 8.111268-70, tre cd'er til budgetpris).

john.christiansen@jp.dk

Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...