Anmeldelse: Sonny Rollins Quintet (Det kgl. Teater, Gamle Scene)

Jazzfestival:

Det kgl. Teater, Gamle Scene:

SONNY ROLLINS QUINTET

Søndag aften

Nok spillede Sonny Rollins ”In a sentimental mood”. Men der var intet sentimentalt eller tolerancekrævende ved den til september 81-åriges første danske koncert i 15 år.

Ganske vist fremstår den store tenorsaxofonist efterhånden temmelig skrøbelig. Tydeligvis gælder det bare ikke der, hvor musikken kommer fra.

Improvisationens ånd

Så med fire overlegne hjælperyttere til at bakke ham op – for det var nøjagtig den funktion, de havde – blev søndag aften på Gamle Scene en magtdemonstration af usvækket kunstnerisk vilje og nysgerrighed.

Sonny Rollins er ikke blot den sidste af jazzens moderne kæmpegeneration fra slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. Han når også igen og igen – uanset hvor meget der her og nu lykkes på detailplanet – ind og røre ved det, man kun kan kalde musikkens og improvisationens ånd.

Ud på kanten

Ordet magtdemonstration er på den anden side misvisende. For lige meget hvor heftigt og dristigt og endnu i dag frygtløst han spiller, foregår det i den mildeste og mest imødekommende stemning af verden og gerne helt ude på scenekanten, hvor lyriske standardnumre veksler med hans elskede calypsotemaer.

Der er samtidig indbygget en særlig modsætning i kvintetten. De fire andre medlemmer, anført af den eminente guitarist Peter Bernstein, spiller fuldstændig lydefrit og frydefuldt.

Æltet til ukendelighed

Ikke en node synes anbragt forkert eller udelikat. Og når det en gang virkelig skal være præcist, reagerer de knivskarpt på kapelmesterens mindste vink.

Men hovedpersonen selv spiller lige så vildtvoksende som det enorme hår, som han på sine ældre dage har tillagt sig, og lige så kulørt som sin løse, knaldrøde skjorte.

Melodistumper bliver i lange, lange forløb gentaget og vendt og drejet, æltet til ukendelighed, klippet i stykker, kastet op, grebet igen og taget steder hen som komponisterne – eller nogen andre – aldrig kunne have forestillet sig.

Op og videre

Midt i al karnevallet og alle kærlighedserklæringerne er der lige så mange skæve toner, frie rytmer, honk og båt og støjlyde som hos alverdens mere demonstrative eksperimentatorer. Det er bare noget helt andet, der er på spil hos Rollins end stil og udtryk i snæver forstand.

I de blot otte numre på godt to timer bliver det snarere konstant et spørgsmål om ikke blot at fortolke musikken, men om at forandre den, at føre både den og sig selv op og videre. Derfor virker det også indlysende, at han også under de andre musikeres soloindsatser gerne spiller lidt videre selv.

Mysterium og legeplads

Musikken i og omkring ham, på én gang mysterium og legeplads, standser jo ikke bare, fordi projektøren flytter sig. Og når nu til dags hans højre hånd ind imellem synes at have behov for hvile, spiller han bare videre med venstre hånd alene.

Så man tror gerne på, at han også vil kunne komme og spille videre om 15 år igen. Ellers vil han i hvert fald være der i ånden.