Det føltes som at blive budt op til dans af en gammel kærlighed, siger Povl Dissng om at vende tilbage til jazzmusikken. Stilarten var hans indgang til musikkarrieren. Arkivfoto: Morten Flarup
Povl Dissing:
That Lucky Old Sun
Stunt Records
Dissing & Las:
Balladen om Bartof
ExLibris

For at være ærlig: Den første gennemlytning var en pine for øre og hjerne. Der syntes ingen sammenhæng mellem Povl Dissings særegne stemme og jazzklassikere fra Louis Armstrong.
Men fra anden gang forløste pladen sig mere og mere. Man kunne pludselig fornemme skønheden i den tilbagelænede jazzmusik med masser af spændende detaljer kombineret med Dissings naturlige, men dog lidt anstrengte engelske sang.
Når det gælder plader fra Povl Dissing, er det ikke spor usædvanligt, at tilvænningstid er påkrævet - der findes jo kun én i hele verden, der kan fortolke sange som ham, og det er absolut ikke mainstream eller efter sangernes ABC.
Men har man tålmodighed, er udbyttet stort. Dissing tilføjer på sin særegne måde nye detaljer og nye rytmer til klassikere som ”On The Sunny Side Of The Street”, ”Blueberry Hill” og ”Up A Lazy River”.
Glemmes skal absolut ikke hans akkompagnetører, Jakob Bro på guitar, Anders Christensen på bas og Jakob Høyer på trommer og percussion. De tre jazztalenter sørger for en rå udgave af klassikerne, som passer perfekt til Dissings sangforedrag.
Samarbejdet havde premiere under sidste års Copenhagen Jazz Festival, og på den måde er Povl Dissing tilbage ved start. Han begyndte nemlig som jazzmusiker i 1950'erne.
»Invitationen til dette projekt kom uventet, men føltes som at blive budt op til dans af en gammel kærlighed. Sangene på albummet her har jeg elsket gennem et langt liv uden tanke om nogensinde selv at indspille dem,« fortæller han.
Dissing og Louis Armstrong havde også det fællestræk, at de begge begyndte deres musikkarriere med at spille kornet.
Samspillet med musiktalenter vil Povl Dissing dyrke på årets Tønder Festival, hvor han og Niels Hausgaard er legeonkler for tre musikspirer ved den ene af to tyvstartskoncerter i slutningen af august.
Povl Dissing har dannet en kvartet med to af sine sønner, Rasmus og Jonas, samt Las Nissen. De tre unge er nu gået solo med projektet ”Balladen om Bartof”. Et konceptalbum om en mand og hans forbandelser, forelskelser og fornedrelser.
Man tænker jo på ”Svantes viser”, men den er i en helt anden klasse - kanon-klassen herhjemme.
Det er et beundringsværdigt og godt forsøg, men den store forløsning mangler hos næste generation.
Født den 27. januar 1938.
Begyndte med at spille jazz i 1950'erne.
Hans instrument var kornetten.
Han blev et specielt ind-slag på folkemusikscenen i begyndelsen af 1960'erne, men fik uventet hitlistesucces i 1968 med ”25 minutter endnu” og ”Lad mig blive noget”.
Med pladeudgivelsen af Benny Andersens ”Svantes viser” i 1973 blev han folkeeje.
Indspilningen er en del af den danske kulturkanon.
Foruden med Benny Andersen har han optrådt i alskens samarbejder, også med to af sine sønner.
www.povldissing.dk
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



