Anmeldelse: Paul McCartney: Kisses On The Bottom

Vokaljazz

Paul McCartney:

Kisses On The Bottom

Hear/Concord/Universal

Mange genrer har Paul McCartney forsøgt sig med i årenes løb – popmusik, rock'n'roll, ballader, klassisk musik, musichall. Men jazz og croon, som han er vokset op med – ligesom så mange andre, der voksede op i 1940'erne og 1950'erne – har han ikke tidligere givet sig direkte i kast med. Før nu.

Ideen med at fortolke »sangene, der inspirerede til sangene« er sympatisk og oplagt. Men ærligt talt: Eksbeatlen er en vanvittigt dygtig musiker og perfektionist, men han er ikke nogen Nat King Cole, Peggy Lee eller Nina Simone. Her lyder han knap som sig selv.

Man gribes tilmed under lytningen af ”Kisses On The Bottom” i at sukke efter Bryan Ferry, der i 1999 virkeliggjorde et lignende projekt under titlen ”As Time Goes By” – hvor passionen var prioriteret højere end perfektionen, og hvor det ikke var så ulideligt tæt på easy listening som hér.

Ingen nye dimensioner

At McCartney har et nært forhold til disse musikalske rødder, kan ingen, som har hørt ham synge f.eks. ”When I'm 64” og ”Honey Pie”, være i tvivl om. Men han er hvid, han er fra Liverpool, han synger alt for elegant og pænt. Han tilfører ikke de skønne gamle sange noget nyt.

Selv ikke Diana Krall og hendes dygtige musikere – i enkelte numre suppleret med så respektindgydende, men her ganske diskrete personligheder som Eric Clapton og Stevie Wonder – kan lægge noget til. Eller trække noget fra for den sags skyld.

Paul McCartney hører i realiteten lige så lidt hjemme i de smukke musikalske arrangementer, som Ringo Starr gjorde, da han i 1968 sang Lennon-McCartneys ”Good Night” i en lignende stilren ramme på The Beatles' hvide album.

Imponerende stemmeføring

”The Glory Of Love” og ”Bye Bye Blackbird” er herlige standards. McCartney synger dem i et imponerende højt og rent leje, især sin alder taget i betragtning. Upåklageligt. Men mest vellykket, mest frigjort, fungerer hans egne ”My Valentine” og ”Only In Your Hearts”, hvor ydmygheden over for tidligere fortolkninger ikke tynger.

Alderen tynger til gengæld ikke den snart 70-årige brite. Så herfra fortsat store forventninger til de mere direkte opfølgere, der måtte komme, til pragtværker som solopladerne ”Flaming Pie” (1997) og ”Driving Rain” (2001) eller Fireman-albummet ”Electric Arguments” (2008), tre relativt nylige eksempler på hans ubestridte musikalske kompetencer og hans tæft for at eksperimentere og for at være kreativ.