Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Liane Carroll, Hugo Rasmussen,.. | musik.guide.dk

Liane Carrol flytter ind i sangene

Liane Carroll var først og fremmest varmt og gennemmusikalsk til stede under hele koncerten lørdag aften i Jazzhus Montmartre – under og mellem numrene.

Jazz
Liane Carroll, Hugo Rasmussen, Alex Riel

Liane Carroll (p, voc),

Hugo Rasmussen (b),

Alex Riel (tr).

Jazzhus Montmartre,

den 8. november.


Den 50-årige engelske sanger og pianist Liane Carroll, som just har afsluttet et tredages gæstespil i Jazzhus Montmartre i København, kom hertil med de bedste anbefalinger i form af sine stærke seneste albums, ”Up and Down” fra 2011 og ”Ballads” fra 2013.

At se og høre hende lørdag aften overfor et entusiastisk publikum viste ikke desto mindre flere ekstra gear hos hende – hvilket generelt bekræfter, hvad man jo dybest set ved: At jazz skal høres live.

35670893.jpg

Hun demonstrerede sin store stemme og fantastisk improvisatorisk nerve over samtlige to timer, ikke blot i det energiske up-tempo-sammenspil med sine erfarne danske akkompagnatører, i standarder som ”Old Devil Moon”, ”Autumn Leaves”, ”Pennies From Heaven” og ”Embraceable You”, men måske især i balladerne, hvor hun gav drengene fri og akkompagnerede sig selv på klaveret i numre som ”Wild Is The Wind” fra David Bowies repertoire, ”Here's To Life”, Shirley Hornes gamle signaturnummer, samt ikke mindst Tom Waits ”Take Me Home”.

Her blev hendes varme, emotionelle tilstedeværelse direkte medrivende, som en anmelder sidste år skrev om albummet ”Ballads”:

»Carroll fortolker ikke bare disse sange, hun flytter ind i dem.«

Man greb sig i hemmeligt at ønske, at hele aftenen var sådan – og det uanset at Rasmussen og Riel gjorde et udmærket arbejde.

Forbilledlig korrespondens

Men måske sneg der sig lidt for meget af et fast mønster ind i trio-numrene, hvor der i så godt som alle var indlagt både bas- og trommesoloer, og selv om man – hvis det skal være – hellere vil høre dem af de to frem for så mange andre bassister og trommeslagere, så blev det lovlig meget.

Men korrespondensen mellem hende og dem var forbilledlig, som i hendes sikre scat-sang til Rasmussens obligate løbe-bas.

Carroll var først og fremmest varmt og gennemmusikalsk til stede under hele koncerten, under og mellem numrene.

Hendes medbragte engelske humor er af den saftige type, som ikke lader sig citere, hun er et livsstykke i stil med Fats Waller, også korporligt. Godt, at hendes hænder nøjagtigt ved, hvor tangenterne sidder, for hun kan vist ikke se dem. Men hvad, det kan Stevie Wonder jo heller ikke.

En fantastisk aften, og Jazzhus Montmartre lige det rette sted for den. Publikum var i dén grad med – lige til det punkt, hvor Carroll overvejede at stage-dive:

»Catch me!«

Det blev ved truslen.

Men hun prentede sig ind på alle indre lystavler, så det ikke nemt lader sig slette igen. Ikke mindst med de hudløst medrivende ballader, som er rigtigt gode på pladerne, men fantastiske i levende live.

Anmeldelse af Bill Frisell & The Big Sur Sextet - Copenhagen Jazz Festival

15-07-2013: Guitaristen Bill Frisells sekstet bød på smuk, landskabslyrisk suite med udsigt til Østre Anlæg i stadigt mere dæmpet belysning. Læs artikel

Anmeldelse: Hugh Masekela (Glassalen i Tivoli)

22-07-2010: Den sydafrikanske jazzveteran Hugh Masekela sprudler af autoritet, overskud og fest. Men hvorfor kræver han ikke det samme af sine musikere?

Læs artikel

Anmeldelse af Ginman/Eivør - The Color of Dark

15-09-2014: Filmisk drama med Ginman/Eivør, negle-bidende alvor med The White Album og optræk til voksenadfærd fra Joey Moe. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...