Anmeldelse: Keith Jarrett Trio (Operaen i København)

Operaen i København,

lørdag:

KEITH JARRETT TRIO.

Lidt inde i andet nummer afbrød Keith Jarrett sine kolleger, da han ikke mente forstærkningen af Gary Peacocks kontrabas klang optimalt. Sidst i første sæt gjorde han det igen, med en bemærkning til publikum om at Operaen med sin tørre akustik var "meget dårlig" til at spille ballader i.

Kanhænde. For de myriader af jazzmusikere, der igennem de sidste godt hundrede år har været henvist til at skabe kunst på små ydmyge steder med de forhold og det publikum der nu var, ville det formentlig have lydt som ikke så lidt af et luksusproblem.

Jazzens tre tenorer

På den anden side er grænsen mellem kompromisløshed og krukkeri ofte hårfin. Vel ikke mindst når man i en menneskealder har været jazzens mest feterede gruppe, og i sine bedste øjeblikke kan nå fuldstændig sublime højder.

Det var ingen overdrivelse, at den totalt udsolgte koncert blev introduceret som jazzfestivalens mest imødesete. Trioen med en gennemsnitsalder på knap 70 har skaffet sig et publikum langt ud over almindelige jazzkredse, og efter en festival der i al sin mangfoldighed også har været hjemsøgt af skybrud, deraf følgende aflysninger og ustadigt vejr generelt lignede jazzens kombinerede svar på de tre tenorer og de tre vise mænd den helt rigtige stjernebegivenhed.

Menneskelig og utilfreds

Og på den tredje side var der faktisk noget befriende ved at Keith Jarrett endda hele to gange punkterede den ellers så andægtige stemning og viste sig menneskelig og helt almindelig utilfreds. Endda på drævende østkystamerikansk.

Ellers kunne man i lørdag aftens tordenhede godt have fået fornemmelsen af at være til klassisk koncert af de mest andægtige, eller til operakoncert af den mest bravohujende slags. Og i alle tilfælde meget langt fra den imødekommende, uhøjtidelige fandenivoldskhed som jazzfestivalens anden superstjerne Sonny Rollins brillerede med i søndags.

Perfekt og uforudsigeligt

Oven i købet lod afbrydelserne også til at hjælpe på humøret i trioen selv. Første sæt kunne ellers, lige meget af hvilke årsager, ind imellem godt virke som en lidt rutinepræget dag på kunstnerkontoret.

Men i andet sæt - der såmænd alligevel begyndte med en ballade - kom musikken i helt anderledes grad til at løfte sig. Så meget at Jarretts insisterende klaverspil, Peacocks delikate (og til tider meget lidt rene) basspil, Jack DeJohnettes underdrevent robuste trommespil og i særdeleshed deres sammenspil på samme tid kom til at klinge perfekt og fuldstændig uforudsigeligt.

Til vækkelsesmøde

Så er man ikke længere bare til koncert, man er til højmesse eller snarere vækkelsesmøde. Med Peacock og DeJohnette som de inspirerede tempeltjenere og Keith Jarrett som prædikanten der skiftevis spiller oprejst, går ned i knæ som en ung Elton John, synger og grynter højlydt med eller sender sit højre underben i kredsløb.

Det er vel at mærke ikke kun manerer (selv om han også kan sidde ret op og ned og spille det mest forfinede klaver med udsøgt klassisk teknik). For der er nærmest også lige så meget gospel som der er jazz i hans spil, og ofte skræller han og kollegerne alt overflødigt fedt af de gamle standardnumre, så de ender med at lyde som salmer eller folkesange.

Uden fortøjninger

Og uanset kapelmesterens luner i første sæt kulminerede koncerten nøjagtig hvor den skulle, nemlig sidst i andet sæt. I et langt, uforglemmeligt forløb slap trioen fuldstændig fortøjningerne til det nummer de var begyndt med, og fik musikken til at boble helt stille og kolossalt energisk af sted, indtil de nærmest bare kunne holde op med at spille og lade den strømme videre ved egen kraft.

De to relativt korte ekstranumre - heriblandt endnu en fuldbåren ballade, "When I fall in love" - var mest bare en måde at komme nødtørftigt tilbage på jorden på. Efter at de tre musikere havde vist sig også på - eller netop på? - en mindre end perfekt aften at kunne få prædiket musikken helt derhen, hvor den syntes at åbne sig af sig selv.