Hugh Masekela (Glassalen i Tivoli)

Glassalen i Tivoli

HUGH MASEKELA med band

Onsdag

Den 71-årige trompetist og sanger Hugh Masekela var i sin tid blandt pionererne i sydafrikansk jazz.

I sine årtier i amerikansk eksil fra apartheid var han både politisk aktiv og solgte millioner af plader med ørevenlig, let eksotisk popjazz. Siden vendte han hjem som en levende legende, der da også optrådte ved åbningen af VM i fodbold sidste måned.

Mod højsommer, ferieperiode og spinkel dansk markedsføring kæmper dog selv verdensnavne forgæves. Så grundet sparsomt billetsalg blev hans koncert i Tivoli flyttet fra den store koncertsal til Glassalens mere intime, men også mere stemningsfulde rammer.

Tæt på lydtapet

Faktisk passede det den ofte ret afdæmpede musik meget godt. Navnlig den første tredjedel af det knap to timer lange sæt blev optaget af kompositioner så lækre, at man havde kunnet tapetsere med dem.

Kun kapelmesterens eget robuste og fantasifulde flygelhornspil skilte sig her ud. Men når man aldrig har været i Sydafrika, fik man i det mindste en forestilling om, hvad der spilles i elevatorerne og supermarkederne dernede.

Showstil og diskretion

Gradvis kom musikken dog heldigvis mere og mere op i tempo, mens de afrikanske elementer blev mere og mere fremtrædende, og Masekela foldede sig mere og mere ud som indpisker over for både band og publikum. Det var lige før, det sidste lykkedes bedre end det første.

For vist spillede kvintetten af guitar, tangenter, bas, trommer og perkussion da tæt og elegant. Men ikke mindst i forhold til Masekelas egen showstil i selv de mest højstemte protestsange fra apartheid-tiden virkede den også i musikernes efterhånden ganske mange soloindslag glat og diskret indtil det selvudslettende.

Som på stadion

Masekela selv var til gengæld en fest, med skiftevis gedigent blæserspil, hæs, aggressiv stemmeopvisning, sporadiske, men effektive indsatser på slagtøj samt dansetrin, der havde været frække også hos en meget yngre, højere og tyndere mand. Han optrådte, som skulle han fyre op under et stadion i hjemlandet og ikke bare en halvfuld lille koncertsal i København.

Det var befriende skamløst. Og han veg ikke tilbage for nogen tricks for at få publikum med sig, op fra stolene og ud på dansegulvet.

Ånden fra apartheid

Hverken at tale om smørrebrød og snaps og rødgrød med fløde eller at takke danskerne for deres støtte til sanktionerne mod Sydafrika for flere årtier siden. På den anden side så hovedparten af den hvide del af publikum også ud, som om de godt kunne have været til støttedemonstration i 1980’erne og sunget med på “Bring back Nelson Mandela” allerede dengang.

Det var lige før, det lignede en afrikansk generationskløft. På den ene side en håndfuld yngre musikere med rigeligt styr på alting, på den anden side en ældre kapelmester, der har måttet kæmpe hele livet og nu i dén grad har noget at fejre.