Lars H.U.G. optrådte traditionen tro i Århus Festuge. Arkivfoto: Valdemar Jørgensen
Train, Århus:
Lars H.U.G.
Lørdag aften
Lars H.U.G. kan blive ved med at turnere uden at udgive nyt materiale.
Der er gået 7 år siden hans sidste album og hele 18 år siden hans sidste dansksprogede popplade.
Selvom han gang på gang vender tilbage til festugen med stort set samme numre, bliver hans koncerter aldrig kedelige.
Dels fordi sange som ”Elsker dig for evigt”, ”Kysser himlen farvel”, ”Skibet hedder afsked” og ”Mon de kan reparere dig” er så slidstærke, men også fordi han konstant formår at udfordre sig selv musikalsk.
Lars H.U.G. har før besøgt Train med let tilgængelige versioner af sine mange pophits, men denne gang var han mere varieret i sit udtryk.
Han lagde ud med en akustisk version af Gershwin-klassikeren ”Summertime”, der var så løst sammensat, at der blev tid til at præsentere bandet og fortælle om trommeslagerens forestående tur til Zanzibar.
Det var hyggeligt, men også meget tilbagelænet.
Faktisk skulle vi halvt ind i andet nummer ”Vent” - med tekst af Søren Ulrik Thomsen - før der for alvor kom elektriske toner på bordet.
Mange af aftenens numre blev serveret med akustisk indledning og kaotisk afslutning, og det gav koncerten dynamik.
Coverversionerne af ”Hvorfor er lykken så lunefuld?” og ”grand prix-klassikeren ”Dansevise” fungerede som altid godt, mens Lars H.U.G. havde sværere ved at komme til orde med de blide jazzede sange som ”Backwards” og ”Waterfall”.
Indretningen på Train virker faktisk ofte begrænsende under blide passager.
Der er barer på begge sider af scenen, og når vi tilmed er midt i festugen, kan de overrislede bargæsters snak om stort og småt sagtens forstyrre oplevelsen.
Måske blev Lars H.U.G. irriteret over snakken og sprang et par numre over.
Vi måtte i hvert fald undvære Kliché-klassikerne ”Havets blå” og ”Militskvinder”, som ellers stod listet som ekstranumre på sætlisten.
Med disse højdepunkter fra begyndelsen af Lars H.U.G.s karriere havde vi sikkert været oppe på fem stjerner.
Lørdag aften måtte vi nøjes med et enkelt ekstranummer - Lennon/McCartney-nummeret ”A World Without Love” - som blev fremført ganske smukt.
Men mon ikke Lars H.U.G. vender tilbage med et par Kliché-numre i næste års festuge. Hvis vi er rigtig heldige, har han endda nye sange med.
Vi venter stadig spændt på et nyt album.
Lars H.U.G.
Diskografi



