Herbie Hancock (Operaen)

Operaen på Holmen

HERBIE HANCOCK med band

Lørdag

En musiker kan være alsidig på flere måder.

Han eller hun kan formå at optage mange forskellige stilarter og inspirationskilder i sit eget personlige udtryk. Det demonstrerede den franske veteran Martial Solal fredag aften i Jazzhus Montmartre.

Men man kan også være alsidig på Herbie Hancocks måde. Den 70-årlige amerikanske pianist og keyboardspiller, der lørdag spillede i Operaen som Copenhagen Jazzfestivals absolutte hovednavn i år, og aftenen igennem blev tiljublet som sådan, springer nemlig gerne frem og tilbage mellem de stilarter, han i sin lange karriere har været forbi.

Stadig suveræn

Så her var i det lange første sæt pulserende funk, som den gjorde ham til superstjerne i 1970’erne. Men her var også elegant klaverjazz, som han et årti forinden spillede den både i Miles Davis’ gruppe og på sine første soloplader.

Den kan han stadig mestre suverænt, som her demonstreret dels i en kringlet bearbejdelse af “Watermelon Man”, dels i et medley af andre gamle kendinge som “Maiden Voyage”, “Speak Like A Child“, “Cantaloupe Island” og Thelonious Monks “Round Midnight”.

Stramt og fokuseret

Oven i købet havde Hancock med sig et band, der bevægede sig virtuost i hele hans univers: keyboardspilleren Greg Phillinganes, guitaristen Lionel Loueke fra Benin, trommeslageren Vinnie Colaiuta og frem for alt den superfunky australske bassist Tal Wilkenfeld.

Kun Loueke var genganger fra da Hancock spillede i Operaen for fire år siden. Og resultatet i fredags var da i første sæt også helt anderledes stramt og fokuseret henover stilskiftene, med kapelmesterens lange, vævende introduktioner til numrene som de eneste hvilepunkter.

Oppustet opbyggelighed

Det temmelig korte andet sæt hoppede så stil endnu engang, og bestod desværre udelukkende af smagsprøver af Hancocks helt nye plade “The Imagine Project”. Den består af oppustede, overbroderede arrangementer af opbyggelige popklassikere som Bob Dylans “The Times They Are A-Changin’”, Peter Gabriels “Don’t Give Up”, Bob Marleys “Exodus“, Sam Cookes “A Change Is Gonna Come” og naturligvis John Lennons “Imagine”.

De afvikles på pladen med en mindre hærskare af gæstesangere og ensembler. Disse roller blev dog i Operaen varetaget dels af præindspillede lydspor, dels af musikerne selv suppleret med den bævrende sangerinde Kristina Train, der i et enkelt nummer også spillede trist på violin, og allerede i første sæt havde omklamret Joni Mitchells sarte “Court And Spark“.

Symbolsk fyld

Herbie Hancocks egen indsats var imidlertid ligesom på pladen temmelig marginal: lidt svuppende el-piano her, en elegant klaversolo her. Derimod var der ikke meget, der antog karakter af andet og mere end halvhjertet symbolsk fyld.

De tre stjerner er et gennemsnit af på den ene side fine glimt af fordums storhed. På den anden side en god del af den mest forlorne, hult patetiske og klistrede musik jeg har oplevet en musiker af hans kaliber lægge navn og status til.