Hank Jones døde på et hospital i New York. Fotoet er fra et album, som Hank Jones indspillede sammen med Oliver Jones, "Pleased To Meet You". Foto: Albumcover
Det var Hank Jones, som spillede piano, da Hollywoodikonet Marilyn Monroe i 1962 i Madison Square Garden i New York sang sin opsigtsvækkende version af "Happy Birthday" til præsident John F. Kennedy.
Nu er pianist og komponist Hank Jones efter en 70 år lang karriere død. Han blev 91 år, skriver Billboard.com.
Hank Jones, der døde på et hospital i New York efter kort tids sygdom, bliver betragtet som et stort navn i jazzmusikken.
Så sent som i fjor modtog han for sin enestående indsats som musiker en særpris til den amerikanske grammyprisfest.
Tilbage i 2008 fik han overrakt The National Medal Of Arts af præsident George W. Bush.
Det er blot et par af hædersbevisningerne. Listen over priser og lovord er længere end for de fleste musikere.
"Hans lyd, hans touch, hans ideer handlede alle sammen om følelser," udtaler saxofonist Joe Lovano, der indspillede flere album sammen med Hank Jones, der var inspireret af ikoner som Art Tatum og Nat King Cole samt Thelonius Monk og Bud Powell.
Hank Jones begyndte allerede som 13-årig at optræde.
Danske Mads Vinding og Jesper Thilo er blandt de musikere, der har spillet med Hank Jones.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



