Elvis Costello & The Sugarcanes, Diana Krall Quartet (Tivolis Koncertsal)

Tivolis Koncertsal:

Mandag: Elvis Costello & The Sugarcanes

Tirsdag: Diana Krall Quartet

Der var dæmpet countrymusik i højttalerne og et større arrangement af akustiske guitarer på scenen længe før Elvis Costello gik på scenen i Tivoli. Den 56-årlige engelske sanger og sangskrivers seneste projekt er nemlig akustisk amerikansk folkemusik, ikke så lidt henad Bruce Springsteens “The Seeger Sessions” for et par år siden.

Det udmøntede sig sidste år i pladen “Secret, Profane and Sugarcane”. Besætningen var den samme i Tivoli med akustiske guitarer, violin, guitar-fætteren dobro, mandolin og trækharmonika, men repertoiret var en overraskelse.

De nye sange var nemlig helt marginale i forhold til materiale fra Costellos allerførste albums fra slutningen af 1970’erne. Så pludselig fik man lejlighed til at høre temperamentsfulde numre som “Blame it on Cain” og “What a good year for the roses” i neddæmpede country-udgaver.

Bevægende ballader

Og selv om Costellos stemme var stærkt svækket af forkølelse, fungerede det forbløffende godt. Hans ellers særdeles veloplagte, karakteristisk hektiske udtryk afholdt de i øvrigt fremragende musikere bag ham fra at falde helt hen i drøvtyggende magelighed, mens på den anden side deres overskud skabte en velgørende ro omkring hans hang til at blive overdrevent insisterende og demonstrativ.

At sangene kom lidt ned i tempo betød samtidig, at man fik stanset ud hvor dybe og bevægende ballader den lille aggressive trold med hornbrillerne også kan skrive. Allermest i den afsluttende trio af ekstranumre - hvor han tilsyneladende havde fået tryllemedicin til stemmen - med mestersangene “Alison”, “Shipbuilding” og “What’s so funny ‘bout peace, love and understanding?”

Næsten hjemme

Så stik mod forventning virkede Elvis’ besøg i staldbygningen ikke som en omvej, i en karriere der gennem over 30 år har resulteret i endnu flere plader og næsten lige så mange stilskift. Snarere lignede den et forsøg på at komme hjem.

Om end den ret vellykkede nyiscenesættelse af klassikerne kom til at understrege, at han som så mange andre midaldrende sangere har det problem, at hans bedste og mest elskede sange efterhånden ligger mange årtier tilbage. Dengang sang han om at hans bestræbelser var ærligt ment, men man havde også i højere grad fornemmelsen af, at han vidste hvor han ville hen.

Taktfast bifald

Tirsdag aften gjaldt det så - og noget mere jazzfestival-oplagt - fru Costello, den canadiske sanger og pianist Diana Krall. Det er hende, der i dag er bestselleren af de to, hvad der blev fremhævet af, at Tivoli nu var fyldt helt op på balkonerne, til billetpriser som man snildt havde kunnet komme i operaen for.

Også hun var erklæret og hørbart forkølet, mens flyglet var skingert forstærket i det høje register og for svagt i øvrigt. Det forhindrede dog ikke hendes letflydende, velbehagelige jazz af traditionale aftapning og hendes hæse, dybe stemme i at vække jublende begejstring og taktfast bifald.

Kyssesyg melankoli

Hun blev backet op af en lige så udadvendt som brillant trio bestående af guitaristen Anthony Wilson, bassisten Robert Hurst og trommeslageren Karriem Riggins. De var i høj grad selvkørende, og det var der brug for, sådan som kapelmesteren sad med ryggen til dem og jævnligt syntes mere opsat på at snakke flagrende løs og vise publikum sine nydelige ben end på at kommunikere med sine musikere.

Repertoiret spændte fra Cole Porter over Nat King Cole til Bob Dylan og Tom Waits. Grundkaraktererne af skiftevis kyssesyg melankoli og flimrende energi var dog ret uforanderlige; ligeså Kralls perlende solospil, der gerne lyder som om hun kilder nogen.

Møbelmusik

Vist er det da også bedre, at publikumsvenlig underholdningsjazz bliver formidlet entusiastisk, sexet og kommunikerende, end hvis den ikke gjorde det. Ja man kunne endda hævde, at en del yngre, mere kunstnerisk ambitiøse musikere kunne lære meget deraf.

Tættere på jazzmusikalsk caffé latte kommer man i hvert fald næppe, og har man gammeldags designermøbler, vil Diana Kralls labre retromusik sikkert også stå fortrinligt dertil. Blev man derimod som jeg ladt fuldstændig kold af den, kunne man jo altid bare bruge tiden på at ærgre sig over ikke at have været i Roskilde i søndags og høre Motörhead.