Diana Krall (Falconer Salen)

Falconer Salen, Frederiksberg:

Diana Krall

Lørdag

Efter en afstikker, hvor hun selv lavede musik sammen med manden Elvis Costello, er jazz-sangerinden Diana Krall vendt tilbage til at fortolke andres sange.

Og som tidligere er det guldrandede numre, som tidens tand har bidt forgæves i, der får eksklusiv adgang til repertoiret. Faktisk kan det virke lige lovlig letkøbt og kommercielt garanti-sikret at læne sig op ad så velkendte og evigt-grønne bossanova-sange, som Diana Krall gør det på sit seneste album ”Quiet Nights”.

Men vil man udleve en sværmerisk og romantisk dagdrøm om en verden, hvor alt dufter af lobby-elegance, smukke mennesker og elegant livsstil, er ”Quiet Nights” den perfekte klanglige stemningssætter.

Sommer-sensuelt

Ved Diana Kralls koncert i en udsolgt Falconer Salen hyggede hun også om publikum med flere sange fra ”Quiet Nights”, og den fotogene canadier strålede af klasse med sin fyldige fest-frisure og sin elegante aftenkjole. Jobims udødelige krydstogts-klassikere ”Quiet Nights” og ”The Girl from Ipanema” (hos Krall omdøbt til ”The Boy from Ipanema”) kælede for ørerne – flydende på sommer-sensuel slowmotion-sødme og skøn dryppende piano-melankoli signeret Diana Krall.

Her var fokus på sangene - ligesom med en natte-ensom og henholdende udgave af ”I've Grown Accustomed to his Face” - men det var undtagelser.

Desværre, kunne man tilføje, hvis man primært var kommet for at nyde den Diana Krall, der på plade formår at gribe magiske melodiske perler, og fortolke dem med jordnær hjertelighed og stram jazzet konsekvens. Og uden at overspille sine virkemidler med søsyge-vibrato eller flagrende fraseringer.

Via Waits dødsrute

I Falconer havde hun og den medrejsende trio imidlertid en helt anden dagsorden, som blev markeret lige fra første anslag. Gruppen satte nemlig resolut i med en gang heftig sydende improvisations-jazz. Sådan fortsatte det med masser af soli-opvisning - i passager præget af høj virtuos smidighed. Men oprigtig talt lærer jeg nok aldrig rigtig at sætte pris på traditionelt jazzet pligt-stof, som nu en stribe bas-soli.

Det er en temperaments-sag, men Krall er i hvert fald ikke leflende eller forudsigelig. Hun og band havde musikalsk fint fat i den fabulerende ramasjang i Tom Waits dødsrute-digt ”Jockey Full Of Bourbon”, og der gik opvisning i kadence og intensitet i den spøjse ”The Frim-Fram Sauce”, som Nat ”King” Cole gjorde populær, da farfar var ung.

Løs veninde-sludder

Diana Krall kender sangen fra sin barndom, hvor faderens kæmpe grammofon-samling blev udslagsgivende for, at hun i dag er en af verdens mest populære jazzsangerinder.

Barndoms-mindet blev genfortalt i Falconer, hvor en del af den halvanden time lange koncert også gik med afvæbnende - men temmelig løs - venindesnak om shopping i København og børnene derhjemme: Krall er bestemt alenlangt fra snobberi og distanceblænderi. Men i Falconer var hun også et stykke vej fra rigtig at overbevise og bevæge.