Caroline Henderson: Keeper Of The Flame

Caroline Henderson:

Keeper Of The Flame

Copenhagen Records

Udkommer på mandag

Der er kommet uorden i regnestykket!

Caroline Henderson udgav fra 1995 til 2002 fire album, der kunne rubriceres som pop. Siden har hun så indspillet et tilsvarende antal jazzprægede plader, senest det vellykkede ”No. 8”.

Nu skulle hun så egentlig finde på noget helt tredje - og udgive i alt fire plader. I stedet udsender hun et fornemt album, der uden tvivl står i jazzens tegn, men som til tider viser sig med poppens direkthed og indimellem er farvet af rock- og bluesmusikkens mørke kulører. Derfor vil der uden tvivl være jazzfolk, der vil finde hende for poppet, og popfans, der vil betegne hende som en tand for højtidelig. Jeg er dog sikker på, at størsteparten af dem, der får lejlighed til at lytte til pladen, vil komme til at holde af al den gode musik, som man bliver budt på undervejs.

Udfordrer jazzens formler

”Keeper Of The Flame” dokumenterer først og fremmest, at årene med jazzkoncerter hjemme og ude har givet Caroline Henderson selvtillid som sanger. Hun kommer vidt omkring i sit vokale register og er ikke bange for at veksle mellem en udadvendt vokal pondus og et meget mere indadvendt sangforedrag, som det demonstreres på ”For All We Know”.

En anden afgørende årsag til, at albummet er så godt, er, at holdet omkring hovedpersonen har rødder, evner og mod til at udfordre jazzens form. Pladens gennemgående trio er Jakob Høyer på trommer og percussion, Nikolaj Hess på piano og bassist Anders Christensen, der også har produceret.

Flere steder får Henderson og co. ekstra input af diverse spillemænd. Indledningsvis er det violinisten Filip Runesson, der giver fortolkningen af Duke Ellingtons ”Caravan” et flammende temperament, mens Jakob Høyers trommespil får sangen til at swinge som et dansenummer omkring Hendersons divaklædte sangforedrag.

På titelnummeret søger hun og band til gengæld ind i en smuk, kirkerumslignende lydkulisse, der støtter stærkt op om sangens tema: Ægte kærlighed kan ikke dø.

Kærlighed er også kernen i den enkle, smukke bluesmærkede ballade ”It Hurts Me Too” og den glasklare jazzmarkering i ”Get Out Of Town”, mens Hendersons store udadvendte sangforedrag om den kærlige budbringer på ”Nature Boy” sker i et arrangement, der er præget af jazz og sigøjneragtig musik, men som samtidig har en fin, poppet fornemmelse.

Mindre problemstillinger

Midtvejs i oplevelsen støder man ind i problemstillinger, som man dog på grund af albummets kvaliteter i øvrigt kan lære at leve med.

Caroline Hendersons egen ”Evolution” hviler på et stort opsat, diva-agtigt arrangement, der er tænkt til at skulle harmonere med de par sorthvide fotografier i cd'ens booklet, hvor den 47-årige sanger sælger sig selv seværdigt sexet.

Den kunstneriske værdi, som man finder i ”Evolution”, er dog ikke overvældende. Hverken ord eller melodi kan matche de omkringliggende coverversioner af udødelige klassikere.

På Henderson-holdets udgave af Bob Dylans ”Ring Them Bells” er problemet hverken lyrik eller Hendersons vokale arbejde. Til gengæld kunne man sagtens have levet uden Københavns Drengekors sparsomme deltagelse, som bringer nummeret ud af balance. Det bliver for juleagtigt.

Men det er trods alt den slags fejltagelser, der kommer til at ligge på en hylde i hjørnet af småtingsafdelingen, og man glemmer dem, så snart Henderson og herreholdet gør Tom Waits' ”Yesterday Is Here” til deres groovy psykedeliske jazzdrama og efterfølgende leger lystigt med PJ Harveys definition på kærlighed, ”This Is Love”.

Her finder man en sætning, der passer til Henderson-albummets aktuelle styrke og levedygtighed: ”You can never get too much of a wonderful thing.”