Caroline Henderson (Trommen, Hørsholm)

Caroline Henderson gider ikke længere halse efter musikalsk nyskabelse. Hun har fundet sit hjem i jazzen uden at være blevet tryghedsnarkoman, viste sangerindens turné-premiere.

Trommen, Hørsholm

Caroline Henderson

Onsdag

”Metamorphing” kaldte Caroline Henderson et af sine album i 90'erne, og sangerinden har i årenes løb virkelig forvirret sit publikum med dramatiske forvandlinger.

Der var et tigerspring mellem den pligtskyldige rock/pop med danske Ray Dee Ohh i 80'erne til hendes pris-overøste og mangfoldige ”Cinemataztic”-album fra 1995. Herefter foretog hun igen radikale hamskifte: Den electronica-inspirerede ”Metamorphing” (som tiden ikke har været nænsom ved), den umotiverede disco-afstikker ”Dolores J - The Butterfly” (2000) og den eksperimenterende ”Naos” (2002).

Henderson flyttede sig hektisk, men publikum fulgte ikke rigtig med længere.

Det er derfor både oplagt og forudsigeligt, at Henderson er endt der, hvor hun i sin tid begyndte: i jazzen. Hun har trukket sig ind i en komfort-zone, hvor videreudviklingen foregår i et mere afgrænset univers, og denne opskrift har sangerinden nu allerede afprøvet over flere album. Man tager en god del klassisk jazz-materiale og laver begavede udgaver af dem, kombinerer med nogle kopinumre lånt fra nutidige kunstnere med høj cool-værdi - og runder så af med en eller to nyskrevne sange.

Jazz-dame med klasse

Det virker, og det var denne stilrene Caroline Henderson, vi mødte på spillestedet Trommen i Hørsholm, hvor hun åbnede sin Danmarks-turné. Det skete med klasse og autoritet, så man trygt kan bestille billetter til et møde med sangerinden, hvis man føler sig hjemme i hendes nyere musikalske indretning.

Hun ligner - og synger som - en international diva. Enkelt, men glamourøst, klædt i bl.a. sølvglimtende nederdel og med de lange ben balancerende på nogle Tina Turner-tårnhøje stiletter.

I hendes udtryksfulde blik lyner det både af vamp og varme, og fløjlsrøsten og den kropslige sikkerhed burde ramme enhver sal som et parfumeret trylleslag. I samarbejde med en række virtuose jazzmusikere fastholder hun det meste af tiden denne trance, hvor f.eks. pianist Nikolaj Hess med tværløbende præcision fik den flammende vildskab i ”Wild is the Wind” til at blusse op, så brandalarmen nær var gået i gang.

Ramt plet

Hendersons version af det gamle Sonny Bono/Cher-nummer ”Bang Bang” er en diskret genistreg, som hendes vokal svajer sig sexet gennem i et tempo, der lusker mageligt efter musikkens rytmik. Dylans ”Ring them Bells” og Tom Waits' ”Yesterday is Here” gør Henderson og band også til originale aftapninger, men ensemblet er ikke urørligt. PJ Harveys pikant sanselige ”This is Love” lød noget bleg og selvtilfreds, og narcissistisk stiløvelse og jazzet selvomfavnelse tog bl.a. nerven ud af Hendersons gamle popklassiker, ”Made in Europe”, og den ellers så festlige ”Fever”.

Koncerten var netop ikke feberhed. Men overbevisende.

Caroline Henderson fastholder sin position som en dansk diva velsignet med voksen værdighed og vokal elegance. Det kan godt være, hun engang sang, at hun følte sig som en dinosaur. Men hvis det skal berettiges, er det vist udelukkende i dén betydning, at musikere, der insisterer på kvalitet, er en uddøende race.