Cæcilie Norby with Lars Danielsson: Arabesque

Cæcilie Norby with Lars Danielsson:

Arabesque

ACT Music/Sundance Music

Er udkommet

Modige kvinder klæder dansk musik.

Medina formår i de bedste stunder at give sin elektroniske dansemusik en ægte personlighed og befriende pondus, og når dumrianer provokerer hende til koncerter, svarer hun overskudsagtigt igen.

Unge talenter som Agnes Obel og Oh Land har hverken berøringsangst over for eksperimenter eller divaagtig stil, og Tina Dickow har i en halv snes år ført bevis for, at en blond pige kan have noget mellem ørerne.

Cæcilie Norby turde give den gas som poprocksanger i hitmaskineriet OneTwo, selv om hun egentlig mere var til jazz og kom fra et hjem med en mor, der var operasanger, og en far,

der hørte klassisk musik, som om det var hård rock. Højt!

Mere jazzede

I 1995 udgav hun sin første soloplade, og så kunne man mene, at hun havde fundet sit musikhus. Ikke mindst fordi hun fik et stort publikum med sine plader, der var mere jazzede end egentlig jazz. Altså: Hun kunne og turde udfordre genren. Men hun har til tider også forladt den. Det gjorde sangerinden, da hun vendte tilbage til OneTwo og forhåbentlig scorede kassen på en række velbesøgte koncerter.

Den 46-årige Cæcilie Norbys nye udspil er det meste af tiden et intelligent vovestykke, der giver god mening, når man ved, at hun voksede op med klassisk musik og Ravel, Debussy og Satie.

Hun bruger på ”Arabesque” blandt andet de oprindelige kompositioner som afsæt til flere fine poetiske fortællinger, der enten hviler harmonisk på et klassisk fundament, har en udpræget jazzet konklusion eller lader blodårer fra forskellige genrer forenes i et hjerte, som banker for den smukke oplevelse.

Slangetæmmerfløjte

Erik Saties pianoprægede ”No Phrase” kombineres smukt med et stemningsfuldt guitarspil, som amerikanske Ry Cooder kunne have stået for. I virkeligheden er danskeren Katrine Gislinge pianisten, mens svenskeren Ulf Wakenius er pladens guitarist.

På ”Bei Mir Bist Du Schoen” bobler en gryde af synthlignende finesser, trommer og percussion, som Norby giver krydderier med cool vokal karakter.

Med den temperamentsfulde og elegante ”Women Of Santiago” flyttes lytteroplevelsen til sydamerikanske himmelstrøg, mens ”Scheherazade” får en arabisk afsenderadresse ved hjælp af slangetæmmerfløjte samt et opfindsomt bas- og pianospil, der lyder mere som en bazar end en dansk jazzklub.

Dér inviteres man ind af ”I Will Say Goodbye” med Palle Mikkelborgs let genkendelige trompetspil, mens det på bedste vis kan høres, at ”Forever You” fik sit liv i et hus i ægtemanden Lars Danielssons Sverige.