Chris Potter - forsvinder i jazzfestivalens officielle program. Foto: AP
Når Copenhagen Jazz Festival i starten af næste måned løber af stablen, er det med amerikanske verdensstjerner som Bobby Watson, Chris Potter og Miles Davis' gamle trommeslager Al Foster på programmet.
Men det er der ingen, der får at vide, skriver Politiken fredag.
De er kun nævnt med en linje hver i festivalens samlede program, ligesom de er svære at finde på festivalens officielle hjemmeside. Og det duer ikke, mener flere af de koncertarrangører, der er tilknyttet jazzfestivalen.
Festivalen er nemlig baseret på de bands, en række private koncertarrangører kan hente hjem til Danmark.
Men samtidig er festivalen styret af et overordnet sekretariat, der også selv arrangerer koncerter. Problemet er bare, at sekretariatet først og fremmest promoverer de jazznavne, som de selv booker, lyder kritikken over for Politiken.
»Jazzfestivalens sekretariat reklamerer voldsomt for de koncerter, de selv arrangerer. Men vi private arrangører har langt sværere ved at få opmærksomhed uanset, hvem der spiller, og på den vis konkurrerer sekretariatet mod sine egne medspillere«, siger Niels Christensen. Han har arrangeret koncerter under jazzfestivalen siden 1995.
Men festivalleder Signe Lopdrup forstår ikke kritikken:
»Vi har en fælles udfordring på grund af festivalens struktur, der gør, at man ikke kan lave åben adgang til koncerterne, men at der skal sælges billetter til alle arrangementer. Vi har altid budt alle arrangører velkomne, og hvis de er utilfredse, kan de jo lade være med at være med«, siger hun til Politiken.
Kilde: PolitikenHar du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



