Anmeldelse: Paco de Lucia (DR Koncerthuset)

DR Koncerthuset, København:

Paco de Lucia

Torsdag aften

Paco de Lucia har ikke opnået sit ry som en af verdens bedste guitarister på grund af noget så banalt som udadvendthed. Men på grund af teknisk kunnen og – helt bogstaveligt – fingerspidsfornemmelse.

Han kaster sig ind i musikken og bliver ét med den, uanset at han dybest set blot sidder stille på sin stol, mens han rutineret og følsomt kæler for guitarstrengene.

Ældst og mest ydmyg

Det går fra forfinet til kraftfuldt. Ikke overdrevent perfektionistisk. Egentlig bedst i indledningsnummeret, hvor han er alene på scenen – frem for sammen med sine fire instrumentalister, der er dygtige, men i den sammenhæng ganske ordinære.

Paco de Lucia selv er ikke desto mindre den mest ydmyge og tilbageholdende af de i alt otte på scenen. Han er den 62-årige vise mand, som i høj grad overlader showet til de yngre – han er over 15 år ældre end den ældste af de øvrige, sangeren Duquende, der nok er den mest passionerede på holdet, ganske dramatisk både i stemmeføring og kropssprog.

Irriterende detaljer

Sammen med den yngre guitarist Antonio Sanchez Palomo og danseren Farruco holder Paco de Lucia selv fast i autenciteten, mens elbas, keyboards og mundharmonika moderniserer og blødgør musikken, ja, bassisten Alain Perez’ soloer er aldeles banale, og i nogle numre tangerer det poppet sødsuppe.

Abstraherer vi fra sådanne irriterende detaljer, er det ren opvisning. Intet seriøst modspil. Ingen dynamik. Heller ikke i gruppen indbyrdes. Med to sangere og en danser (som mere tramper end danser) består den i alt af otte mænd.

Indimellem bliver det rigeligt mandhaftigt. Trods skønhed og forfinethed. Hvorfor ingen danserinde eller sangerinde?