Nick Cave står sammen med violinisten Warren Ellis bag et vellykket soundtrack til filmen "The Road". Foto: Sanne Vils Axelsen
Nick Cave & Warren Ellis:
The Road
Mute Records/EMI Music
På dette soundtrack til den nye Viggo Mortensen-film “The Road” lykkes det for alvor Rocksangeren Nick Cave og violinisten Warren Ellis at skabe musik, der holder uden billeder.
Det er stadig uhyggeligt, men først og fremmest uhyre melodiøst.
Cave og Ellis er ikke ligefrem nybegyndere, når det kommer til filmmusik.
Makkerparret har komponeret og indspillet musik til film som ”The Proposition”, ”The Road”, The English Surgeon” og ”The Girls Of Phnom Penh” og samlet det hele sammen med en række sjældenheder på sidste års svært tilgængelige dobbeltalbum ”White Lunar”.
Over to cd’er og hele 33 numre trak de to musikere sine fans gennem den ene uhyggelige instrumentale passage efter den anden. Det blev desværre alt for ensformigt.
På soundtracket til ”The Road” får vi 17 nye kompositioner af Cave og Ellis, som denne gang har formået af levere et sammenhængende og varieret værk, som man sagtens kan nyde uden at have set filmen.
Caves klaverspil og Warren Ellis’ sørgmodige omgang med violinen spiller stadig hovedrollerne i musikken, men modsat sidste års dobbeltalbum er der denne gang masser af gode melodier af komme efter.
De instrumentale sange er langsomme, sørgmodige og ind imellem ganske uhyggelige. Smukt er det dog også, ikke mindst på den storladne ”The Beach”.
Tilført Nick Caves vokal kunne sangen løfte sig yderligere i bandet The Bad Seeds.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



