Klezmofobia (Copenhagen Jazzhouse); Klezmofobia: Ganze Welt

Klezmofobia:

Ganze Welt

Tiger

Copenhagen Jazzhouse:

Klezmofobia,

lørdag aften

Måske bliver Klezmofobia i Danmark betragtet som et discount-orkester, eftersom dets cd'er sælges for en tyver. Men ude i verden gider man også godt høre den københavnske sekstet, der entusiastisk blander jødisk spillemandstradition med elementer af rock og balkanmusik. I de kommende måneder turnerer Klezmofobia f.eks. i Sverige og Tyskland, og i maj sidste år fik et besøg i Mexico stor opmærksomhed.

Udbredelsen af Klezmofobias musik skyldes blandt andet, at Tiger-butikkerne, som forhandler pladerne, findes i andre lande end Danmark.

I begyndelsen var det et nærmest videnskabeligt projekt for fem herrer, som gik sammen om at spille - og videreudvikle - den jødiske festmusik instrumentalt. Men sangerinden Channe Nussbaum, der i forvejen var (og stadig er) den centrale figur i to andre klezmerorkestre, Trio Klezmer og Spielniks, og desuden samlevende med Klezmofobias klarinettist, Bjarke Kolerus, kunne i længden ikke holdes ude.

På den første Klezmofobia-cd, den to år gamle "Tantz!", medvirkede hun blot på to numre. På den nye "Ganze Welt" er hun fuldgyldigt medlem af gruppen, som dermed har fået ekstra nuancer, større kraft og en uvurderlig musikalsk personlighed.

På visse numre, der oprindelig ikke synes tiltænkt deltagelse af en menneskestemme, kan man ganske vist tænke: Hvad skal hendes røst nu blande sig hér for? Men på de mere udprægede sangnumre, som hun er komponist til de fleste af, er hun altafgørende.

Grove akkorder

I sig selv udgør de fem mandlige musikere en mangfoldig kombination af stilarter og lydbilleder, som der er masser af kraft, overraskelseseffekt og eksplosivitet i. Ja, såmænd små momenter af galskab og kaos. At lade de gamle blæseinstrumenter møde elguitar og hårtslagne trommer får i passager Klezmofobia til at lyde som et dansk-jødisk svar på det norske Kaizers Orchestra.

Andreas Ugorskijs jazzguitar ligner et instrument, som de fleste ville klimpre uskyldigt på, men hans grove akkorder er tæt på magiske, især i de flot skårne musikalske collager "Grine Kuzine/Oy" og "Klafte".

Mørke, men mest lys

Fem af de seks på scenen fører sig frem med en venligsindet spilleglæde, som egentlig ikke yder musikken retfærdighed.

Den rummer både lys og mørke, som god musik oftest gør. Men live er bassisten Jesper Lund ene om at udstråle lumskhed, mystik og næsten en slags barskhed - blot hans kæmpemæssige trekantede instrument udstyrer ham med en fandenivoldsk attitude.