Koncerten med skotske Runrig torsdag den 26. august under Tønder Festival er udsolgt. Arkivfoto: Carsten Andreasen
Den sidste af 10 koncerter i Danmark med de skotske højlandsrockere er udsolgt. Også med i Tønder.
Folkrock-gruppen Runrig satte sine fans på hårde prøver i 2009 med aflyste koncerter på grund af sygdom, men tilhængerne holder ved.
Den sidste koncert på dansk grund i de næste halvandet år foregår på tyvstartsaftenen, torsdag den 26. august, under Tønder Festival, og sædvanen tro blev der udsolgt i det store Telt 1.
Efter de afsluttende julekoncerter i Storbritannien i december holder Runrig pause i hele 2011. Batterierne skal lades op på ny, og der gives plads til medlemmernes soloprojekter. Desuden skal der planlægges for gruppens 40 års jubilæum i 2013.
Lige så sikker en publikumsmagnet som Runrig er Niels Hausgaard, der traditionelt åbner torsdag aften i Kulturhuset.
Her er der heller ikke flere billetter at få til arrangementet ”Den første aften”, hvor han i år har selskab af Povl Dissing som førerhunde for de tre talenter, Kajsa Vala, Søren Krog og Kaspar Vig.
I alt kan der skrives udsolgt til 10 koncerter, her fire uger før musikken går i gang i Tønder. Og Niels Hausgaard er såmænd også indblandet i en anden udsolgt begivenhed. I Tønderhal 1 fredag aften står han på programmet sammen med Michael Falch & Boat Man Love.
Arrangørerne har tilsyneladende haft held med eksperimentet – i hvert fald, når man betragter Tønder som en folkemusikfestival – med lørdag aften i Tønderhal 2 under overskriften ”A Tribute To The Sound Of Rock'n'roll & The Beatles” med The Works og Rubber Band på programmet.
Publikum har taget ideen så meget til sig, at der er udsolgt af de billetter, som foruden musikken indeholdt en buffet. Ønsker man bare at høre musikken, er der stadig billetter at få.
Egentlig falder Beatles og rock'n'roll ikke uden for festivalens nye koncept, hvor der lægges vægt på roots-musik som et varemærke.
De øvrige udsolgte koncerter har veletablerede og i Tønder velkendte navne på programmet. Det gælder bl.a. Eddi Reader, Luka Bloom, Brian McNeill, Karan Casey, Seamus Begley, Tim O'Brien og John Jones.
Tønder Festival


