Sangeren og sangskriveren Alan Hull, der var lederen af LIndisfarne, døde efter et hjerteanfald allerede som 50-årig i 1995, hvorfra dette billede stammer. Arkivfoto: AP
Lindisfarne:
The Charisma Years 1970-1973
Their first five albums
Cd-sæt med fire cd'er
EMI
Er udkommet
Storbritannien lå for fødderne af folkrockgruppen Lindisfarne i 1972. Gruppen var musikskribenternes kæledægge, sangskriveren Alan Hull blev kaldt den mest betydningsfulde sangskriver siden Bob Dylan, og Lindisfarne blev udnævnt til 1970'ernes The Beatles.
Så kan man ikke nå højere, men desto hårdere ramte nedturen.
Den tredje udgivelse i rækken, ”Dingly Dell”, fik kniven af anmelderne - muligvis, fordi gruppens medlemmer havde et opgør med pladens producer, Bob Johnston, der blandt andet var manden bag samme Dylans ”John Wesley Harding”.
Lige før udgivelsen miksede gruppens medlemmer selv pladen, som blev mere mainstream rock end de to foregående plader, som havde slået gruppens navn fast. Havde de holdt fingrene for sig selv, kunne resultatet nemt have været noget andet.
Selv nød jeg Lindisfarnes plader - også ”Dingly Dell” - i gamle dage, men havde nærmest glemt dem, indtil EMI udsendte et sæt med gruppens første fem plader plus bonusnumre.
Det er et dejligt genhør, og det viser, at Lindisfarne lavede meget få, om ingen, dårlige numre.
Eksempelvis lever debutalbummet ”Nicely Out Of Tune” fra 1970 slet ikke op til sin titel, kun til engelsk humor. Den er en hjørnesten i britisk folkrockmusik.
Da gruppen udgav den, skete der ikke så meget på hitlisten, men Lindisfarne - medlemmerne var fra Newcastle-området, og gruppen er opkaldt efter en ø i området - opbyggede et ry som et fremragende live-orkester.
Det andet album, ”Fog On The Tyne”, fra 1971 kom på hitlisten med sine jordnære numre, og som kun englænderne kan udtrykke det - folk-type pub songs. I foråret 1972 indtog den førstepladsen i Storbritannien. Og så kom den fortjente hyldest til ”Nicely Out Of Tune”.
Albummet kom på salgslisten, og albummets hofnummer ”Lady Eleanor” nåede med et par års forsinkelse singlelistens Top 10.
Lindisfarne præger Storbritanniens folkemusik i dag på samme måde, som det i Danmark mere kendte orkester, Fairport Convention, også gør det. Dejlige harmonier og herlig afveksling mellem akustisk og elektrisk musik. Og musikalsk, ja, det er gruppen uden for al tvivl.
Gruppen røg ud i splittelser, siden genforeninger, og har haft liv også i det nye årtusinde, især i hjembyen Newcastle, som reelt hedder Newcastle Upon Tyne. Derfor er melodien ”Fog On The Tyne” en af de mest elskede i området.
En genindspilning i 1990 med den lokaltfødte ballademager, drukkenbolt, men gudbenådede fodboldspiller Paul Gascoigne under titlen ”Fog On The Tyne Revisited” nåede andenpladsen på de britiske salgslister.
Aftryk lokalt og mange andre steder har Lindisfarne sat - når et par af de velkendte titler nævnes, har jeg med det samme musikken og omkvædet i hovedet.
Kun ærgerligt, at EMI ikke har suppleret med en grundig gennemgang af gruppens historie. Men for 169 kr., som man kan købe sættet for på nettet, er det et kup.
Gruppe fra Newcastle-området.
Oprindelig besætning:
Alan Hull, sang og guitar
Simon Cowe, guitar
Ray Jackson, mandolin
Rod Clements, violin og bas
Ray Laidlaw, trommer
www.lindisfarne.co.uk



