Find mere om:
Europæisk inspiration - Interview med The.. | musik.guide.dk

Europæisk inspiration - Interview med The Killers

<p> Musikerne i det amerikanske orkester The Killers er fans af britiske kolleger som Morrissey og Pet Shop Boys. De besøger i øjeblikket europæiske festivaler for at nå ud til et nyt publikum. </p>

Der er langt fra Las Vegas til smatten på Roskilde Festival.

Især for rockorkestret The Killers, der inden for ganske få år er gået fra at spille på små klubber i den amerikanske spilleby til at indtage de største scener på de europæiske festivaler.

»Festivalkulturen er ret ny for os,« siger bandets bassist, Mark Stoermer, der søgte læ for regnen i en skurvogn kort inden bandets optræden på Orange Scene.

»Vi har ikke ret mange festivaler i USA, så vi kender ikke så meget til mentaliteten blandt det publikum. Når bands turnerer i USA, så kommer de normalt til rigtig mange byer, mens orkestre til gengæld vælger de store festivaler, når de skal turnere i Europa.«

På trods af regnen, der forhindrede The Killers i at nå rettidigt frem til torsdagens mange interviews til radio, tv og aviser, var Mark Stoermer dog begejstret for festivalkonceptet.

»Derhjemme spiller vi almindelige koncerter, hvor publikum kan synge med på alle vores sange. Men her har vi pludselig en unik chance for at nå ud til et nyt publikum, som kan gå ud og købe vores musik efterfølgende. Og hvis de ikke hopper på med det samme, så gør vi vores bedste for at omvende dem.«

Britisk inspiration

For medlemmerne af The Killers er Europa dog meget andet end regnfulde festivaler. Forsanger Brandon Flowers er inspireret af den engelske popgruppe Pet Shop Boys og inkarneret fan af den britiske sanger Morrissey, og senest har The Killers indspillet en coverversion af den gamle klassiker ”Romeo & Juliet” med Dire Straits.

»Det med Dire Straits var nu mest for sjov,« indskyder Mark Stoermer, der dog viser stor interesse for britisk pop- og rockmusik.

»Jeg er blevet glad for et par enkelte numre med Dire Straits, men vi er mere til The Smiths, Oasis, David Bowie, The Cure og New Order. Bands som dyrker den gode melodi i langt højere grad end amerikanske orkestre. I USA er den generelle opfattelse, at det er svært at komme i radioen, hvis man spiller popmusik, men i England er der langt større respekt for den slags musik.«

Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...