Anmeldelse: Helsingborg Symfoniorkester (Musikkonservatoriet)

Symfonikoncert

Musikkonservatoriets Koncertsal.

Lørdag

Koncerten var en del af den dansk-svenske festival Music and Art Around.

HELSINGBORGS SYMFONIORKESTER

Andrew Manze dirigent

Øresundsfestivalen med titlen ’Music and Art Around’ er over os, og det er ok, at orkestrene i den sammenhæng eksperimenterer med koncertformerne. Men kun, hvis eksperimenterne tilfører den samlede koncertoplevelse noget nyt.

At lægge en halv times musikhistorisk foredrag om Beethovens Symfoni nr. 3 ind midt i koncerten - som optakt til orkestrets fremførelse af symfonien - det er bare ikke innovativt nok.

Det var ikke desto mindre, hvad Helsingborgs Symfoniorkester gjorde ved lørdagens festivalkoncert i Musikkonservatoriets Koncertsal. Og det blev – trods chefdirigent Andrew Manzes friske mundtlige og direktionsmæssige formidlingsevner – et antiklimaks.

Stille klange

Koncerten kom ellers fint fra start med svenske Lars-Erik Larssons Musik for Orkester. Et tresatset værk med karakter af en symfoni, der åbner med stille klange og glider over i et dynamisk fuga-afsnit.

Larsson lader flere af orkestrets blæsere agere solister gennem værket: Fløjten er i andensatsen helt alene i en lang, meditativ passage, og også soloklarinet og -obo brillerede.

Den viltre finale var et væld af rytmiske motiver – og med et pompøst fanfareafsnit til sidst.

At Beethoven med sin Symfoni nr.3, ”Eroica” fornyede hele den symfoniske tradition, behøver man bare at lytte på et par af symfonierne fra samtidens komponister for at fornemme.

Et tørt, dødt punkt

I sit foredrag illustrerede Andrew Manze med hjælp fra orkestret, hvor spinkel og simpel den yngre Carl Ditters von Dittersdorfs værker fx lød ved siden af Beethovens voluminøse helte-symfoni. Manze trak også linjer direkte fra ”Eroica” og helt frem til både Listz og Stravinsky. For så vidt var foredraget interessant nok, men dér midt i koncerten blev alt det mundtlige et tørt, dødt punkt. Som en selvstændig optakt til koncerten kunne publikum i stedet frit have valgt foredraget til eller fra.

Selve Beethovens Symfoni nr. 3 spillede sydsvenskerne med gejst og glød. Og med Andrew Manze som en dygtig formidler af den store førstesats’ musikalske linjer og dynamiske kontraster. Den mørke andensats, som indvarsler døden, savnede et fælles åndedrag, mens Scherzo-satsen gnistrede af glæde. Finalen blev en buldrende flot kulmination på det storladne værk. At træblæserne tit hang lidt efter resten af orkestret forblev en fejl, Manze aldrig fik rettet op på.

Og sådan endte eftermiddagen da med at være ganske godt givet ud.