Anmeldelse: Det Kongelige Kapel (DR Koncerthuset)

Symfonikoncert

DR Koncerthuset Studie 1.

DET KONGELIGE KAPEL

Markus Schirmer, klaver

Lothar Koenigs, dirigent

Med Mozart, Tjajkovskij og Anton Webern - tre værker fra hver sit århundrede – lagde Det Kongelige Kapel fredag op til en symfonisk aften med kontraster.

Kontrasterne savnede man imidlertid mere og mere, efterhånden som koncerten skred frem: Allerede i Anton Weberns Seks stykker for orkester, opus 6 mærkede man den tyske dirigent Lothar Koenigs’ trang til at dæmpe orkestret og holde musikerne i kort snor. Den ranke høje mand, som mest dirigerer opera – og som pendler til bl.a. Chile som fast gæstedirigent – holdt lydniveauet så lavt, at hosteanfaldene i salen tit var ved at overdøve Weberns sælsomme klange.

De sarte solosteder hos fløjte, trompet, harpe og celeste stod stemningsfuldt og klart. Som soundtracket til en gyserfilm lokkede de atonale intervaller gåsehuden frem på armene. Men man savnede vildskaben hos især messingblæserne i stykkernes få kraftige passager.

Forsøgte at undspille sig selv

De store armbevægelser udeblev også i Mozarts Klaverkoncert nr. 20 i d-mol, K466, hvor østrigske Markus Schirmer var solist. I en uniformsagtig, tilknappet jakke og med sit karakteristiske krusede hår tog han plads ved flygelet.

Han formede de indledende afsnit inderligt med sin blanke, skinnende klang. Her var smuk, båret dialog mellem orkester og klaver.

Men senere virkede det, som om Schirmer forsøgte at underspille sig selv i solistrollen. Koncentreret og med blikket fast fokuseret på tangenter og fingre nørklede han passagerne på plads med et blegt, indadvendt udtryk i musikken.

I solokadencerne, som Schirmer i bedste Mozart-stil havde komponeret selv, lyste pianisten endelig op: Især i førstesatsens kadence overraskede han med syrede indfald.

Smuk klarinetintro

Slutværket – Tjaikovskijs Symfoni nr. 5 i e-mol, opus 64 – savnede præcision i de samspilsmæssigt krævende steder. En smuk klarinetintro og en blød hornsang i andensatsen foldede sig ud i salen, og valsesatsen blev afleveret kækt og rapt.

Og så endelig – i den pompøse finale – slækkede Lothar Koenigs lidt på kontrollen og lod pauken buldre og messingblæserne brage igennem.

Symfonien sluttede således med både autoritet og klanglig fylde – det sidste kunne man godt havde brugt lidt mere af i resten af koncerten.