James Blake (Lille Vega, København)

Elektronisk koncert

Lille Vega, København:

James Blake

Tirsdag aften

Efter 45 minutter blev det for meget.

Mens det hypede vidunderbarn James Blake afleverede det minimalistiske hit ”Limit to Your Love”, flygtede flere medlemmer af publikum. Et par grædefærdige piger kæmpede sig vej gennem et fyldt Lille Vega. Ørepropper var ikke længere nok, de søgte mod udgangen for at få den tonstunge bas på afstand.

»Det er jo latterligt,« råbte den ene, mens selv hovedpersonen - den 23-årige James Blake - måtte se sig overdøvet af bassen.

Han lod sig dog ikke mærke med noget. Live er bassen nemlig en naturlig del af det udtryk, der har gjort James Blake til tidens hotteste navn inden for elektronisk musik.

Nødvendig bas

Jo, bassen var ubarmhjertig i Vega tirsdag aften, og man kan da ærgre sig over, at sangerens vokal druknede i netop ”Limit To Your Love” - fortolkningen af det kendte Feist-nummer, som har været ”Ugens Uundgåelige” på P3, og som alle havde set frem til at høre live.

Men bassen forstærkede samtidig kontrasterne i James Blakes musik. Den tvang indslagene fra det skamroste debutalbum ”James Blake” ud af soveværelset i London, ind i vores ører og rundt i hele kroppen.

Den tunge bas skabte struktur i debutalbummets løsrevne ord og skitseprægede forløb. Ja, musikken gav først for alvor mening, da den blev præsenteret i det voldsomme liveudtryk, hvor der aldrig var langt fra stilhed til storm.

James Blakes musik er en mosaik af forskellige stilarter, og den unge musiker har da også været vidt omkring. Han er uddannet klassisk pianist, har studeret komposition på London-universitetet Goldsmiths og fik et navn som dubstep-producer, inden han skabte opmærksomhed med en række sample-baserede ep-udgivelser.

Nu tager James Blake dubstep, soul og blues og sprætter det hele op. Han holder af ekstremer, men ikke alt fungerer som terror for øregangene.

I Lille Vega optrådte guitaristen og trommeslageren ind imellem så afdæmpet, at man tydeligt kunne høre James Blakes fine, forvrængede vokal, som ledte tankerne hen på Antony and the Johnsons. Heldigvis. Eksempelvis på det nye, vanedannede singleudspil ”The Wilhelm Scream”, som dog blev brudt ned igen og endte i smuk, atmosfærisk støj.

Andre steder i den blot én time lange koncert spillede stilheden en markant rolle, ligesom sangeren fandt plads til at optage sig selv og publikums jubel og afspille det hele i et spøjst loop.

James Blake har idéer, stemme og et personligt elektronisk udtryk. Når han har samlet et større katalog af gode sange, kan det blive endnu bedre.