Find mere om:
Efter undergangen | musik.guide.dk

Efter undergangen

Cormac McCarthy leverer et postapokalyptisk mesterstykke af en roman.

Cornac McCarthy

VEJEN

(The Road)

Oversat fra engelsk

af Jan Hansen

264 sider, 279 kr.

Gyldendal

Er udkommet

[x] [x] [x] [x] [x]

Det kræver sin mand at skrive om livet efter verdens undergang, og den mand er Cormac McCarthy.

Hvis man som et vist nok stigende antal danskere mener, at bøger skal ses i biografen, kan man glæde sig til Coen-brødrenes filmatisering af McCarthys foregående roman, ”Ikke et land for gamle mænd”. Det er den rigtige match, utvivlsomt, for der er ikke så langt fra Fargo til Det Vilde Vesten - der er denne fælles stemning af uafvendelighed, skæbne, død og undergang, som både brødrene og McCarthy mestrer med hver sit udtryk.

Verdens undergang


I ”Vejen” er verden allerede gået under, hvorfor det er en såkaldt postapokalyptisk roman, hvad der lyder af meget, men er mere lavmælt end som så. Umiddelbart har Cormac McCarthys bøger det med at eksplodere med mellemrum, men i den seneste roman er der ikke mere at sprænge i luften, Amerika ligger øde hen, og på vejen går en mand og hans søn.

Verden er sort af aske. Byerne er ruinerne. Alt er dødt.

De to går og går med et mere eller mindre uklart mål om en dag at nå kysten uden at vide, hvad de vil finde der. Drengen er så at sige født ind i undergangen, han har aldrig kendt andet end denne støvede kultegning af en verden, for hans nu afdøde mor, som optræder i små erindringsglimt, var gravid med ham, da det skete. Da »et aflangt spid af lys« satte verden i stå.

Jordens sidste cola


Klokken var 17 minutter over 1, alle gik i stå, og så var der ikke mere. Så skete der ikke mere, for når verden er gået under, så sker der ikke mere, historien skrives ikke længere.

Der er noget tænderskærende tragisk over scenen, da faderen i en udbrændt sodavandsautomat finder en kold dåse Coca-Cola og giver den til sin søn som et relikt fra den tabte verden. Sønnen ved med det samme, at han aldrig kommer til at smage sådan én igen.

Det er ikke amerikansk romantik, tværtimod, det er kulturkritik, der ikke lader sten på sten tilbage, for verden er allerede gået under, det er Cormac McCarthys pointe. Det er sket for øjnene af os, og vi gjorde det selv.

Litterær logik


Hvordan det skete i romanens virkelighed forbliver en hentydning til en menneskeskabt altødelæggende ulykke. Heri er der en litterær logik, for i læserens nutid er der undergangsangst og ditto versioner nok at tage af, frit valg på hylde 1, global opvarmning, overbefolkning, giftige udslip, religiøs fanatisme etc.

Faderen bærer sin egen undergang ind i fortællingen, for de år, han har tilbragt i støv og aske, vil i sidste ende slå ham ihjel, hvis han og hans søn da ikke indhentes af nogle af de vilde bander af overlevende, som verden endnu har tilbage.

Det lille håb


Dystopien er massiv, men som roman afbalanceres den af det lille håb, der måske er at finde i den nærgående skildring af forholdet mellem far og søn.

»De var hinandens hele verden,« hedder det, og mens de vandrer gennem det, der engang var De Forenede Stater, prøver sønnen at forme et billede af de brudstykker, faderen giver videre, en forestilling om det Amerika, der var engang. Og som endte med at slå sig selv ihjel.

Hver eneste oplysning slås rituelt fast med en udveksling af ordet »okay«, der pludselig får en dybere litterær mening.

Moderen, forstår vi, tog sit eget liv ud fra en betragtning af, at det var det eneste, der var at gøre. Faderen føler det som et svigt, men som historien om den håbløse rejse skrider frem, synes hendes valg logisk.

Rejsen gennem den gotiske uhygge er meningsløs. En far, der har mistet alt undtagen sin erindring, og en søn, der ikke selv har noget at erindre, ikke selv har en historie.

Her lades alt håb ude. Men undergangsfortællingen er så intens, at man ikke kan ryste den af sig.

En del går tabt


Oversættelsen?

Ja, sprogligt set går der en del tabt, det kan nok ikke være anderledes. At sønnen i den originale tekst f.eks. konsekvent tiltaler sin far »Papa«, kan vel ikke oversættes til andet end far, men alligevel. Og hvad skal man stille op med meget mccarthy'ske ordstillinger som »the day following«?

Jan Hansen forsøger ikke at gøre noget, og det er muligvis også det bedste valg, men netop en roman som denne sætter nu alligevel oversætterens problem i relief.

For når verden skal gå under i en roman, er det pokkers vigtigt, hvordan sætningerne vender, McCarthys er ikke brede, men spidse.

Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...