Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Duffy (Arena) | musik.guide.dk

Duffy (Arena)

<p> Duffy er en af tidens største popstjerner. Men hun havde hverken sangene eller bandet til at levere varen på Roskilde Festivals største teltscene. </p>

Arena:

Duffy,

torsdag

Walisiske Duffy er et af årets stjerneskud – og med rette udråbt til en af Roskilde Festivals hovedattraktioner.

Den 24-årige sanger sælger masser af plader i både USA, Storbritannien og resten af Europa, herunder Danmark, og hun er en af de kvindelige solister, som man kan være sikker på at træffe, hvis man lytter til en popradio-kanal.

Sidst i showet

Den sang, som med raketfart har bragt hende ind i en masse folks hjerter, er ”Mercy”. Et soulpræget nummer med et moderne touch i produktionen.

Da hun åbnede Roskilde Festivals største indendørs scene, Arena, valgte hun at lægge sangen til sidst i showet, og det lykkedes hende da også at få en stor del af teltet med på fællessang.

Men lige bagefter kunne man se mange tilhørere forlade showet. Det stod dermed – ikke overraskende – klart, at det var sangen, som de kendte og havde ventet på. Og det var tydeligt, at de ikke havde behov for mere musik med waliseren.

Forståeligt nok.

For selv om Duffy beviste, at hendes let hæse stemme kan stå distancen uden for studiets trygge rammer, havde hun hverken materialet eller musikerne til for alvor at levere varen.

Radiohit

Bedst gik det, da hun leverede sit andet radiohit, den semi-melankolske ”Warwick Avenue”, og den fine stemningsfyldte ”Stepping Stone”.

Disse numre finder man på hendes debutalbum ”Rockferry”, der dannede fundamentet for koncerten. Men hvor man på pladen kan gå på opdagelse i små fine finesser, manglede man til koncerten både disse avancerede momenter samt mere banalt noget tempo og en masse energi.

For lidt hjælp

Det sidste burde bandet have hjulpet hovedpersonen med. Men størstedelen af musikerne virkede, som om de under koncerten tænkte på alt muligt andet end Duffys sange og publikum.

Derfor endte årets første koncert med en rigtig stjerne med at blive endnu et bevis på, at det kræver meget mere end talent og hits at træde ud i virkeligheden.

Forlade rampelyset

Da Duffy forlod scenen, skete det med en bemærkning om, at hun vender tilbage, og måske kan hun bedre stå distancen i et spillested som Vega i København.

Men det bedste for Duffy ville nok være at forlade rampelyset, få nye indtryk og vende tilbage med flere sange og ikke mindst et orkester, der virkelig gider at være en del af festen.

Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...