Find mere om:
Den første af slagsen | musik.guide.dk

Den første af slagsen

Når Elisabeth Linton på lørdag bliver færdiguddannet fra Statens Teaterskole, er hun Danmarks første egentlige operainstruktør. Men hun bliver også den sidste.

I Danmark findes der ikke en decideret uddannelse for operainstruktører, som der gør i mange andre lande.

Ikke desto mindre får svenskfødte Elisabeth Linton på lørdag papir på, at hun er operainstruktør fra Statens Teaterskole i København. Hun har taget den fireårige instruktørlinie, men i modsætning til alle andre har hun fra første skoledag fået lov til at specialisere sig i operainstruktion.

Instruktørliniens leder Geir Sveaass slår fast, at der er tale om en decideret operainstruktøruddannelse i Elisabeth Lintons tilfælde.

»Alle sceneinstruktørelever vælger speciale efter andet år. Men for Elisabeths vedkommende er der tale om langt mere end det. Skolen har lige fra starten - som en slags eksperiment - indvilliget i at skabe en speciel uddannelse til hende,« siger Geir Sveaass.

Det særlige i Elisabeth Lintons uddannelse består bl.a. i, at hun har fået udvidet eneundervisning i partituranalyse, hørelære, musikforståelse, klaver, sang m.m. Og op mod halvdelen af hendes undervisning har fundet sted på operaakademiet i stedet for på Teaterskolen. Som et led i uddannelsen har hun været i praktik på den verdensberømte opera i Beyreuth - i stedet for på et teater - og arbejdet som assistent for en række instruktører, bl.a. flere gange for Det Kongelige Teaters operachef Kasper Holten.

I hans øjne er hun »et af de få virkelige talenter i Norden«, der kommer til at præge operaverdenen de kommende år.

I 1999 og i 2000 har Elisabeth Linton sat operaer op på Teaterskolen i stedet for teaterstykker. Hendes afgangsforestilling er Mozarts store opera "Don Giovanni" med otte operasolister, et operakor og et 30 mands stort orkester.

For dyrt

Alt i alt er det blevet en meget kostbar uddannelse. Derfor bliver der heller ikke tale om at åbne en decideret uddannelse for operainstruktører, siger Geir Sveaass.

»Det er for stort, for dyrt og for svært. Det har vi desværre slet ikke kapacitet til. Men Elisabeths uddannelse giver hende et grundlag, som ingen andre operainstruktører i verden har. For ud over det musiske kan hun jo også det scenisk grundlæggende og det dramaturgiske. Hun har både en bred erfaring i at iscenesætte skuespillere og arbejde ud fra en tekst - og i at arbejde ud fra et partitur og iscenesætte sangere,« siger Geir Sveaass.

eva.plesner@jp.dk

Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...