Willie Nelson (Store Vega)

Willie Nelson

Store Vega, København

Søndag aften

Vittigheden fortæller, at hvis man spiller en country-sang baglæns, får man både konen, huset og trucken tilbage.

Man kan så tilføje, at hvis pladen er med Willie Nelson, er der gode chancer for, at man får pensionen oveni.

Den 77-årige sanger er nu engang indbegrebet af plovfuret country-tradition, og der hviler en ofte behagelig begavelse og livsvisdom over Willie Nelsons sange.

Hvad enten han flirter med reggae eller progressiv country - eller når han bare på helt typisk sukkende genre-vis synger om fælt bristede kærligheds-håb.

Ja, Nelson burde faktisk være død af hjertesorger for 30-40 år siden i betragtning af alle de snøfte-smittende numre, han har sunget fra toppen af sin sjæls Golgata-høj.

Bitre ballader

I et udsolgt Store Vega virkede Willie Nelson også i ualmindelig fin form - i hvert fald efter at han i løbet af det første kvarters spilletid så nogenlunde fik stemt sin notorisk forslåede guitar.

Mandens image-stærke fletninger er røget for nyligt, men den karakteristiske stemme er fortsat myndig, stolt og robust.

I et univers af Stetson-hatte, støvler og støv på stemmebåndet, er Willie Nelson simpelthen en konge.

Guitarspil gnistrede

Det mindede han ikke mindst publikum om, da han gav de bitter-søde ballader ”Nobody's Fault but Mine” og ”Blue Eyes Crying in the Rain”, der kunne resultere i akutte kuldegysninger.

Hans temperamentsfulde guitarspil gnistrede også og søgte mod sin egen vej mod frelse i den lige så følsomt blottede ”Help Me Make It Through the Night”, og sangeren sørgede for munter fan-pleje ved at kyle en større samling bandanaer ud til publikum.

Så hvorfor ikke bare lette på cowboyhatten og lade solen gå ned over en happy end i Vega?

Rytme-koks

I så fald skal man se bort fra det rutine-slappe band, der var middelmådige statister bag den berømte singer/songwriter, aktivist og skuespiller.

Mon de tager Willie Nelsons mærkesag om lovliggørelse af marihuana alt for bogstaveligt?

Det kunne virke sådan. Den ældre trommeslager var ualmindelig stenet at se på. Med mekaniske bevægelser og tomme øjne under cowboyhatten lignede han en fraværende Per Stig Møller.

Sidstnævnte havde bare spillet bedre. Spøjst nok blev den hakkende musiker da også undervejs gelejdet ud omkring kulissen og erstattet af bandets mere driftsikre perkussion-spiller.

Helt Crazy

Pianisten Bobbie Nelson - sangerens søster - hjalp med at holde kadencen nogenlunde tøffende, men virtuost var det aldrig.

Og selv om navnlig country kan have en knast-spækket saloon-charme, når den leveres aldeles hjemmebrændt og håndholdt, så er der grænser for hvor afdankede musikanter en legende som Nelson bør omgive sig med.

”On the Road Again”, ”Always on my Mind”, ”Georgia on My Mind”, ”To All the Girls I've Loved Before” og ”Crazy” markerede en tur rundt i de klassikere, Nelson har fortolket eller selv været med til at forme.

Han fik næsten demonteret de to sidste, mens resten var med til at sikre, at publikum fik rimelig musikalsk afregning for de mange billetkroner, de havde lagt for koncerten.