Sara Watkins:
Sara Watkins
Nonesuch/ Warner Music
For et par måneder siden sagde det spar 5 ved den amerikanske Grammy-uddeling til et samarbejde mellem en Led Zeppelin-grundlægger og en bluegrass-musiker. Duet-pladen ”Raising Sand” med Robert Plant og Alison Krauss tog tre hovedpriser og fik i alt fem Grammy’er.
Det var i sandhed en fremragende plade, og samme kvalitet kan nu høres i et samarbejde mellem en anden af Led Zeppelin-fædrene, John Paul Jones, og bluegrass-musikeren Sara Watkins.
Umiddelbart synes kombinationen af bluegrass og Led Zeppelin at være et umage par. Men lytter man ordentligt efter, var den hårdtspillende rockgruppe blandt meget andet inspireret af britisk folkemusik, og fra den boldgade er afstanden kort til bluegrass.
Sara Watkins er et kendt navn i amerikansk bluegrassmusik, fordi hun var medlem af trioen Nickel Creek, som udsendte den første af tre plader, inden Watkins selv var fyldt 20 år. Debutpladen holdt sig på countrymusikkens hitliste i mere end et år.
Gruppen faldt fra hinanden i 2005 efter udsendelsen af ”Why Should The Fire Die?”, hvortil Watkins havde bidraget med fem sange. På sin solodebut har hun haft en hånd med i otte af de 14 numre.
Dertil kommer lån fra klassiker-sangskrivere som John Hartford, Jimmie Rodgers og Tom Waits.
På skiven skøjtes der på elegant vis mellem folkemusik, bluegrass, country, countryswing og den normale singer/songwriter-stil, men hele tiden med dyb respekt for tidligere tiders musik. Rodbaseret, men alligevel fuldt moderne.
Stemningen slås an på det første nummer med skønsang og musik med Sara Watsons følelsesfulde vokal suppleret af John Paul Jones på kor, og blandt de resterende kan nævnes et flot oldtime-nummer. Ikke overraskende er en medspiller her den til Tønder Festival altid nærværende amerikaner Tim O’Brien, en af denne stilarts ukronede mestre.
Foruden Watkins stemme er den røde tråd på pladen en violin, som virkelig sætter rytmen og får det til at swinge. Og den betjener Watkins også.
John Paul Jones skal have meget ros for den nøgne produktion, som er et andet af pladens særpræg. Kun et enkelt countrynummer falder igennem – alt for langsomt og traditionelt.
At Sara Watkins henvendte sig til John Paul Jones er ikke så overraskende. Ved siden af trioarbejdet havde medlemmerne af Nickel Creek en fritidsgruppe sammen med bl.a. Jones.
Det var i den sammenhæng, at Led Zeppelin-bassisten opfordrede Sara Watkins til at lave en soloplade. Episoden ligger fem år tilbage, så forarbejdet har været grundigt.
Sara Watkins
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



