Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Lucinda Williams - The Ghosts Of.. | musik.guide.dk

En solist fra en anden tid

Den amerikanske solist Lucinda Williams demonstrerer høj klasse på sit nye album.

Americana
Lucinda Williams
The Ghosts Of Highway 20
Highway 20 Records

Det er aldrig nok kun at have et godt nummer på hånden. Det er mindst lige så vigtigt – måske endnu vigtigere – at få pakket sangen ind i den rette stemning og stemme. Det lykkedes for Lucinda Williams på den mere end syv minutter lange sang ”The Ghosts Of Highway 20”. Uanset hvordan sangerinden har haft det under indspilningen, kreerer hun sammen med sine brillante musikere en scene, hvor man ser spøgelserne – skæbnerne – komme gående, løbende og vaklende langs landevejen.

En stærk opbakning

Lucinda Williams synger, som om hun er dybt berørt, samtidig med at hun har masser af vokale kræfter til at formidle skæbnefortællingen. Hun er pr. definition en spændende sangerinde, men på sit nye album bliver hun endnu stærkere ved hjælp af eminente musikere som pedalsteel-guitaristen Greg Leisz, guitaristerne Bill Frisell og Val McCallum, bassisten David Sutton og trommeslageren Jonathan Hayes ”Butch” Norton.

Den 63-årige Lucinda Williams fik sit store gennembrud med lp’en ”Car Wheels On A Gravel Road” i 1998. Siden har hun med skiftende held indspillet plader, der er blevet kaldt americana, og som har været præget af stilarter som countryrock, en mere moderne, såkaldt alternativ country samt country, rock og blues i mere traditionel forstand.

Hun var så sent som i 2014 aktuel med ”Down Where The Spirit Meets The Bone”, et omfangsrigt album, der fik en flot modtagelse mange steder. Nu er hun igen på spil med mange og flere steder lange numre.

Det er en risikofyldt ambition at satse på et album med en spilletid på 60 minutter i en tid, hvor mange musikforbrugere benytter streamingtjenester til at zappe rundt efter underholdende numre. Lucinda Williams er fra en anden tid. Hun værner om albumformatet og musikhistorien, som det f.eks. kommer til udtryk på den smukke, stilfærdige ”Place In My Heart”, hvor tempoet er langsomt, og de forskellige instrumenter står med en skarphed omkring Lucinda Williams’ personlige sangforedrag.

Nummeret ”Dust”, der indleder albummet, har en rockende attitude og veksler mellem en tilbageholdende sindsstemning og en mere pågående karakter. Denne vekselvirkning skærper sangens tiltrækningskraft, og endnu en gang kan man kun beundre instrumentalisternes indsats. De undgår at stjæle billedet fra hovedpersonen ved dygtigt at finde de steder i arrangementet, hvor det giver mening, at de tydeliggør deres tilstedeværelse.

Hun slipper kontrollen

Fordi bandet formår at skabe en tryghedszone, tør Lucinda Williams slippe kontrollen, og på den over 12 minutter lange ”Faith And Grace” bevæger hun sig ud i et sjælfuldt sangforedrag, der er en effektfuld afslutning på et iørefaldende og spændingsmættet album.

Anmeldelse: Lucinda Williams: Little Honey

17-10-2008: Den grammy-belønnede Lucinda Williams synes for hurtigt ude med sit nye album.

Læs artikel

Anmeldelse af Boho Dancer - Gemini

27-03-2013: Dansk kultur besnærer englænderne for tiden, og den fire år gamle trio Boho Dancer følger Sarah Lunds førersweater og scorer bl.a. spilletid på BBC Radio. Læs artikel

Anmeldelse: Gillian Welch: The Harrow & The Harvest

20-07-2011: Gillian Welch har været længe undervejs med sit nye album, der til gengæld er en sand fornøjelse. Læs artikel

Anmeldelse: Bon Iver: Bon Iver

27-06-2011: Justin Vernon alias Bon Iver forsøger med nyt album at finde vejen videre fra den succesfulde debut. Det står hurtigt klart, at han kun er et menneske. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på musik.guide.dk
Loading...