Johnny Cash døde i 2003. Foto: Mark Humphrey, AP
Numrene på det nye udspil med musiklegenden Johnny Cash skulle være blevet i arkiverne. Man kan høre, at det er andensortering.
Johnny Cash: American VI: Ain't No Grave
Lost Highway/Universal
UDKOMMER MANDAG
Den betydningsfulde punkgruppe med den korte levetid, The Sex Pistols, kaldte sit opsamlingsalbum for ”Flogging A Dead Horse” - ”At piske en død hest”. Inden da havde gruppen også kun udgivet ét studiealbum og livepladen med titlen ”The Great Rock'n'roll Swindle”.
En hårdtslående gruppe med humor.
Og hvorfor skriver jeg nu det? Jo, for langt efter lukketid udkommer der nu en ”American VI” med Johnny Cash-numre, selv om ”American V: A Hundred Highways” blev udsendt som den enestående sanger og sangskrivers sange fra dødslejet. Han døde i 2003.
Alligevel prøver man igen at få lidt penge ud af boet nu, syv år senere. Det er for fattigt - blandt andet, fordi man kun har fundet gangbare numre til en spilletid på under 33 minutter.
Alt var ellers afsluttet fremragende med de oprindelige udgivelser med Rick Rubin og Johnny Cash, men pisken får lige en ekstra tur.
Det var det samme med Genesis, som blev genforenet i forbindelse med udsendelse af nogle fremragende boksudgivelser.
Til sidst skulle man lige være lidt for meget ligrøver: Både en live-boks og en dvd-boks blev udsendt, hvor en sammenkobling af de to bokse havde været ideel og kune have vist den samme standard som de forudgående bokse på baggrund af studieindspilninger.
Jeg kender ikke grunden til den ekstra Cash-plade, men det virker grådigt, og resultatet er yderst middelmådigt. Hesten bliver pint en ekstra gang, men den mærker det jo ikke.
Nå, Johnny Cashs klasse kan ingen fornægte, og derfor vil mange sikkert også købe det sidste - unødvendige - opus af samarbejdet med den unge hiphop- og rockproducer Rick Rubin. Og der er også lidt at komme efter trods alt i løbet af den korte spilletid.
Titelnummeret ”Ain't No Grave” med linjerne »Well there ain't no grave/Can hold my body down« er ægte Cash på randen af graven, hans udgave af Sheryl Crows ”Redemption Day” kan gå an, og resten er for så vidt okay, bare ikke efter Cash-standard i de to seneste årtier.
Der er simpelthen ikke den tyngde i musikken og stemning og nærværende følelser i stemmen fra Johnny Cash, som vi andre vil huske til vores dødsdag.
Cash' død ligger snart syv år tilbage - lad nu hans musikalske eftermæle være i fred.
26. februar 1932-12.
september 2003
Brød igennem i 1955.
”I Walk The Line” fra 1956 er hans signatursang.
Gav sidst i 1960'erne to bemærkelsesværdige fængsels-koncertoptagelser fra Folsom Prisom og San Quentin, et mindeværdigt aftryk fra hans første storhedsperiode.
Røg siden i misbrug af stoffer m.m., men blev reddet af ægteskabet med June Carter fra The Carter Family, som har indflydelse selv på nutidens folk og country og havde rødder tilbage til 1920'erne.
Produceren Rick Rubin sørgede for et nyt gennembrud i 1990'erne med de første ”American Recordings”.



