Anmeldelse: Jeff Bridges: Jeff Bridges

COUNTRY

Jeff Bridges: Jeff Bridges

Blue Note Records/EMI Music

Er udkommet

Når man har været skuespiller, siden man var dreng, går man ikke uden om et godt illusionsnummer.

På albumcoveret ser man den 61-årige Jeff Bridges med dybe panderynker, tilbagestrøget hår og så en elektrisk guitar. På et andet foto optræder den berømte amerikanske skuespiller med et skævt smil og en akustisk guitar.

Jeff Bridges har rigtignok i en årrække spillet guitar for sjov, og for en halv snes år siden udgav han sågar en plade, som de færreste kunne holde ud. Den var simpelt hen for dårlig.

Problemet er bare, at han på sit nye opus, der udkommer på det hæderkronede pladeselskab Blue Note Records, holder sig langt væk fra en omgang strengeleg. Man må gå ud fra, at han lader være, fordi han ikke er god nok i et studie.

I hvert fald nøjes han med at stå for sangforedrag og bidrage med et par sange. Ansvaret for instrumenterne overlader han til en række erfarne spillemænd, der som kapelmester har den berømte producer T Bone Burnett.

At Jeff Bridges alligevel sælger sig selv på forsiden med en guitar, handler nok om, at han gerne vil fremstå som en troværdig musiker.

Afdanket musiker

Er den dygtige skuespiller så det?

Jeg vil sige det på denne måde: Jeg ville ikke have undværet Jeff Bridges' skuespilpræstation som The Dude i det morsomme mesterværk ”The Big Lebowski”, og hans Oscar-belønnede portræt af en afdanket musiker i ”Crazy Heart” var også noget særligt. Filmen blev ledsaget af et soundtrack, hvor man indimellem kunne opleve skuespilleren synge - som skuespiller. Det kunne man godt leve med.

Derimod ville det ikke have gjort nogen afgørende forskel, hvis ”Jeff Bridges” aldrig var udkommet.

Den er ved hjælp af dygtige musikere som Russ Pahl på steelguitar, Marc Ribot på el-guitar, bassist Dennis Crouch, Jay Bellerose på trommer og Rosanne Cash på kor blevet et trygt og til tider stemningsfuldt bekendtskab inden for rammerne af især country, men man får også lidt blues og rock.

En forklaring på det konservative valg af arrangementer og produktioner er formentlig, at Jeff Bridges' vokal sætter store begrænsninger for det muliges kunst. Hans eneste reelle force som sanger er, at man kan genkende stemmen fra filmene.

Dyb stemme

Men han har godt nok ikke mange vokale kræfter at komme med til countrygenren, hvor sangeren historisk set skal have en unik stemme for at kunne indtage en hovedrolle. Tænk blot på Hank Williams, Dolly Parton, Johnny Cash, Glen Campbell, Willie Nelson, Kris Kristofferson og countryudgaven af Elvis Presley.

Mindre kan gøre det. Men det går altså ikke at være så stilfærdig i sit sangforedrag, som Bridges er det på den poplystige ”What A Little Bit Of Love Can Do”, mens det på ”Blue Car” virker, som om sang og musik ikke for alvor stemmer overens.

Der, hvor Bridges gør det bedst, er, når han synger med dyb stemme og i slowmotion i de stemningsfulde arrangementer, som præger ”Tumbling Vine” og ”Slow Boat”. Men evigtgyldig kunst er det ikke, og forhåbentlig bruger amerikaneren fremover kræfterne på film.