Anmeldelse: Gillian Welch: The Harrow & The Harvest

Gillian Welch:

The Harrow & The Harvest

Acony/Warner Music

Er udkommet

Gillian Welch blev født i New York og voksede op i Los Angeles.

Men uanset om hun synger og spiller på plade eller optræder, kan man ikke undgå at få det indtryk, at den 43-årige amerikaner alle dage har boet i et lille hus på prærien.

Hun klæder sig som en cowboypige - en hillbilly - og hendes varemærke er bluegrass, country og americana.

Det er otte år siden, at hun senest udgav en plade, ”Soul Journey”. Men hun har ikke siddet derhjemme med et halmstrå i munden. Hun har sammen med sin soulmate, David Rawlings, turneret i både USA og Europa.

Jeg har således oplevet hende på både spillestedet Station Inn i Nashville, Tennessee, hvor hun bor, og Lille Vega i København. Her gav hun og Rawlings i sommeren 2007 en seksstjernet koncertoplevelse med sange, som kredsede om menneskeskæbner, kærlighed og længsel.

Barsk historie

Man kan med en vis ret påstå, at det nye opus, som blev indspillet i februar i år, ikke føjer noget til, hvad man i forvejen ved om Welch og Rawlings. Det, som man får, er til gengæld altovervejende overbevisende. Mesterstykket er ”Tennessee”, hvor Welch med et meget menneskeligt sangforedrag fortæller sin på en gang poetiske og barske historie om en kvinde, der ville leve livet godt og rigtigt, men som mødte en mand på vejen, der slog hende ud af kurs.

Arrangementet er ubetinget akustisk, men indimellem træder Rawlings frem med de mest knivskarpe soli, som nærmest gør musikoplevelsen elektrisk.

Gillian Welch har sagt, at hun først kan skrive sange, når hun har det elendigt.

Sandt er det, at mange af fortællingerne bevæger sig fra lys til skygge - ”Hard Times”, ”Dark Turn Of Mind” og ”The Way The Whole Thing Ends”, mens musikken ved hjælp af guitar, banjo og mundharmonika kommer til lytteren med den slags formfuldendte stemninger, der maner til ro i sindet og eftertænksomhed.