Anmeldelse: Gillian Welch (Det Kongelige Teater, Gamle Scene)

Det Kongelige Teater, Gamle Scene:

Gillian Welch

Fredag aften

I koncertens første afdeling var der god tid til at joke og på den måde skabe en varm forbindelse til publikum. I anden del blev der fokuseret endnu mere på musikken. Derfor endte denne del af koncerten med den amerikanske sangerinde Gillian Welch som den mest overbevisende.

Derudover var der et par omgange ekstranumre, før der efter en næsten tre timer lang aften til sidst blev sunget uden mikrofon ved scenekanten.

Det ville have gjort koncertoplevelsen stærkere, hvis Gillian Welch havde været lidt mere nærig med sin tid. Men det virkede, som om hun ikke kunne give slip. Hun holdt af publikums tillid og begejstring, og hun kunne lide at være indenfor murene i Det Kongelige Teater.

Hun konstaterede med et smil, at Dronning Margrethe ikke var på plads i logen, og hun glædede sig over, at det var muligt at optræde den slags steder. I begyndelsen af showet var lyden dog ikke optimal. Men den blev hurtigt bedre - mere rund og endnu mere vedkommende.

Uundværlig makker

Den 44-årige amerikanske sangerinde, klædt i cowboykjole og brune støvler, var aldrig alene på den store scene. Hun optrådte sammen med sin faste musikalske partner på pladerne og til koncerterne, 41-årige David Rawlings. Uden ham ville hun til tider have haft svært ved at få stemt sin guitar ordentligt. Uden ham ville hun have savnet en diskret andenstemme. Uden ham ville hun have manglet spillemanden, der leverede de mest fornemme, de mest særegne og de smukkeste soloer. Til tider virkede han på næsten magisk vis som et orkester.

David Rawlings stod dér lige til højre for Gillian Welch, som spillede guitar eller banjo. Den store lyse cowboyhat skjulte næsten hans øjne. Han var i et gråligt jakkesæt og sorte støvler. En mand med tydeligvis mange og lange musikalske rødder og en rigtig gentleman, der ikke kun fik publikum til at reagere, når han spillede. Han kunne ryste små sjove bemærkninger af sig, og da han på et tidspunkt lettede på hatten og viste, at der var en – lidt fladtrykt - frisure, gjorde det også noget ved publikum.

Den røde tråd

Gillian Welch har i en årrække kreeret musik og turneret rundt i først og fremmest USA sammen med Rawlings. For nylig udkom albummet, "The Harrow & The Harvest". Det er hendes første studiealbum i otte år og et stærkt et af slagsen. Derfor gav det god mening, at de fine sange fra dette album blev den røde tråd.

Derudover supplerede Welch og Rawlings bl.a. med gamle kendinge som "Caleb Meyer", "Elvis Presley Blues", "Revelator" og "My Morphine", der hver især efterlod meget stærke indtryk. Her var både fortællinger og stemninger ud over det sædvanlige.

Familiær forbindelse

Gillian Welch kan på vores breddegrader for nemheds skyld rubriceres som country. Men som hun demonstrerede i Det Kongelige Teater, er hendes og Rawlings’ ambitioner præget af såvel amerikansk folkemusik som country, bluegrass, americana og countryrock. Det ene moment var der noget fjern fortid over oplevelsen, i det næste øjeblik kunne Welch og Rawlings lyde, som om de havde en familiær forbindelse til f.eks. Neil Youngs følsomhed på en albumklassiker som "Harvest".