Dolly Parton (Forum, Frederiksberg)

Forum, Frederiksberg:

Dolly Parton

Torsdag aften

Dolly Parton begyndte på et tidspunkt at danse som Tina Turner. Det var, da hun på ganske imponerende vis i et energifyldt arrangement sang Ike og Tina Turners klassiker ”River Deep - Mountain High”.

Den 65-årige sangerinde lavede disse små energiske løb på stedet og vrikkede med kroppen, som om hun nærmest var en soulsanger og i gang med sin tredje eller fjerde ungdom. Bagefter gjorde hun grin med sig selv.

Overskud og overblik

Sådan var Dolly Partons koncert. Den berømte amerikaner var veloplagt og velsyngende, og hun viste hele tiden et stort overskud og overblik. Hun var langtfra blot hovedperson i et stort opsat show. For en aften var Forum blevet til hendes Dollywood.

Hun skiftede undervejs mellem forskellige slags instrumenter, og hun vekslede mellem at fremføre egne klassikere, mindre kendte - og mindre interessante - numre og fortolkninger af f.eks. The Beatles’ ”Help!” og Led Zeppelins ”Stairway To Heaven”. Det lyder måske absurd, at hun gav sig i kast med at forvandle rock til country. Det gav god mening, fordi hun magtede opgaven som sanger og havde et erfarent band omkring sig.

Den stærkeste oplevelse var uden tvivl hendes flotte enkle levering af ”Little Sparrow”. Ind imellem blev hun assisteret af et par korsangere og en keyboardspiller. Men det meste af nummeret var der kun hende til at tage ansvaret for, at sangen kom i sikkerhed. Det gjorde den så afgjort, og man kunne godt have ønsket sig flere af disse stunder. Dolly Parton har sangene og stemmen til det. I stedet prioriterede hun at præsentere publikum for flere nye, langt mindre interessante countrypopsange.

Godt og for grundigt

At Dolly Parton er en dame, der bestemmer og har styr på tingene, demonstrerede hun ved at gå på til tiden. Det havde en stor del af publikum tydeligvis ikke kalkuleret med. Der var rigtigt mange, der pludselig fik meget travlt med at finde deres siddepladser rundt om i den store sal.

”Walking On Sunshine” sang hun indledningsvis som en opfordring til, at det skulle være en aften med overskud.

Herefter fulgte en lidt tam udgave af diskonummeret ”Baby I’m Burning”, og så var det allerede blevet tid til en af hendes allerstørste klassikere ”Jolene”. Fremførelsen var god og gedigen. Men magisk var det ikke. Måske ville det have været anderledes, hvis sangen var kommet senere.

Men Dolly Parton bestemte sangenes rækkefølge og showets rytme, og efter at have håndteret bluegrass, The Beatles og Led Zeppelin tog hun sig tid til at fortælle godt og - en anelse for - grundigt om sin opvækst og vejen fra fattigdom i den store familie i Smoky Mountains til stjernestatus i Nashville og masser af penge til opsigtsvækkende kjoler og de plastikkirurgiske indgreb, som man ikke kunne undgå at lægge mærke til.

Der var det store kunstige brystparti monteret på den lille veldrejede krop, og der var ansigtet, som var blevet ommøbleret så mange gange i løbet af årene, at det var endt som lidt af en maske.

Logisk kulmination

Dolly Partons Tennessee-accent var der ikke noget kunstigt over. Ligeledes var det imponerende, hvad den lille krop indeholdt af vokale kræfter, og sangerinden virkede alt andet end drænet for energi, da hun efter et langt første sæt forlod scenen, og det blev annonceret, at der ville være en 20 minutter lang pause.

Måske var kalkulationen, at publikum skulle have lejlighed til at bruge penge i souvenirboden. Måske havde Dolly Parton behov for en halv snes minutter til at få skruet sin krop ned i en ny tætsiddende glimmerkostume.

Andet sæt var kortere end det første, og det fandt sin logiske kulmination med den poppede hitparade ”Here You Come Again”, ”Islands In The Stream” og ”9 to 5” samt til sidst naturligvis ”I Will Always Love You”.

Dolly Parton dedikerede sangen til publikum og talte om at komme tilbage til Danmark for at give flere koncerter.

Hun skal være velkommen. Gerne med lidt flere af de gode sange og lidt mindre snak.