Trussetyven har fået ny musikstil. Arkivfoto: Ole Lind
Tom Jones skiftede fra EMI til Island Records i oktober sidste år, hvor han underskrev en millionkontrakt med selskabet.
Og her var forventningen tilsyneladende, at manden, der bl.a hittede med "Sex Bomb" og "Mama Told Me", ville lave mere af samme skuffe til sit næste album.
Men de tog fejl.
Den 70-årige sanger, der også går under navnet trussetyven, fordi hans aldrende kvindelige publikum, er kendt for at smide sine trusser op på scenen, har ifølge The Telegraph fundet tilbage til rødderne og salmerne på albummet "Praise & Blame".
Og det er en af direktørerne i Island Records, David Sharpe, absolut ikke tilfreds med. I en e-mail, som han skrev til en af sine kollegaer den 19. maj, kræver han, at albummet skrottes, eller at han får sine sine penge tilbage.
David Sharpe hørte ved et tilfælde nogle af sangene, da han hørte lyden af salmer fra kollegaens kontor og troede, at der var tale om julesange.
"Min glæde ved salmerne stoppede brat, da det gik op for mig, at det var Tom Jones, som sang dem! Jeg har lige hørt albummet i sin fulde længde, og vil vide, om der er tale om en syg vittighed????," skriver Sharpe ifølge The Telegraph.
Tom Jones har ifølge avisen beskrevet sit kommende album som sit "Johnny Cash-album". Det består af bluessange og gospelnumre og er et forsøg på at vende tilbage til Jones' rødder som kulminesøn fra Wales.
Men David Sharpe er ikke overbevist.
"Så ærværdig og interessant som Toms historie er, er dette ikke, hvad vi blev enige om, eller hvad vi betalte for," skriver han.
Albummet forventes under alle omstændigheder at udkomme den 26. juli - også selv om David Sharpe ifølge The Telegraph siden har sagt, at han har betalt for en Mercedes, men fået en rustvogn.
Tom Jones gæstede senest Danmark i september sidste år. Dengang var det med det stærkt populære album "24 Hours", der undtagen to numre bestod af nye sange og havde bl.a. Bono og The Edge fra U2 som sangskrivere.



