Tom Jones: Praise & Blame

Tom Jones:

Praise & Blame

Island Records/Universal Music

Udkommer i dag

David Sharpe kaldte i en email, der endte i pressen, det aktuelle album med Tom Jones for en »syg joke«.

Denne Sharpe er højt på strå med titel af vice president på det pladeselskab, der udgiver det nye opus med den walisiske solist. Efter sigende har selskabet betalt mere end 10 mio. kr. for en aftale med Jones.

David Sharpe mente, at sangene på albummet ikke levede op til hans forventninger om en plade, der kunne nå et stort publikum. Med andre ord havde han forventet en popplade.

Island Records har siden undskyldt det passerede over for hovedpersonen, der dog ikke just er begejstret for den måde, som Sharpe agerede på. Og mon ikke Tom Jones tænker som os andre: At Sharpe inderst inde bare ikke kan lide den plade, og at den holdning er en dårlig begyndelse på samarbejdet mellem Jones og Island Records.

Tom Jones kan så passende huske på, at der engang var en chef på et pladeselskab, der afviste The Beatles, som siden gik hen og blev verdens mest betydningsfulde band.

En rocket plade

Man må gå ud fra, at David Sharpe ikke ved noget som helst om rockmusik.

For alene det, at Tom Jones på det nye album samarbejder med produceren Ethan Johns, mere end antyder, at der er tale om en rocket og beskidt plade. Ethan Johns har tidligere produceret stærke plader med f.eks. Kings Of Leon og Ryan Adams.

Hvis Sharpe vidste noget om Tom Jones, ville han vide, at waliseren siden karrierens begyndelse har været omkring stort set samtlige genrer inden for populærmusikken. Nogle gange har han ønsket nye udfordringer.

Til andre tider har han måttet opsøge musik, der kunne holde ham i rampelyset. I nyere tid har han flere gange formået at ramme det store publikum.

Det skete ikke mindst med albummet ”Reload”, hvor Tom Jones sang ”Sexbomb” og fortolkede sange af bl.a. Talking Heads. Det var sikkert en gentagelse af den plade, som den skarpe David havde drømt om.

Dylan-cover

I stedet har han og alle vi andre fået et opus, der er brændende kærlighed for blues, gospel og spirituals, soul, country og folkemusik.

”What Good Am I?” spørger Tom Jones (meget apropos) på første nummer, som er skrevet af Bob Dylan. Stemningen er mørk og højtidelig, og den 70-årige hovedperson synger med en kraft, så man ikke kan være i tvivl om, at han stadig er en kompetent vokalist.

På ”Lord Help” kommer der virkelig tempo og strøm på arrangementet, mens ”Did Trouble Me” fremstår, som om den blev undfanget i en kirke langt ude i det prærieland, hvor himlen er kolossal og Gud en del af hverdagen.

»I'm going down to the church house,« synger Tom Jones så pudsigt nok senere på ”Burning Hell”, der er en møgbeskidt bluesskikkelse, som i sin tekst sætter spørgsmålstegn ved både himmerige og helvede.

Sådan er Tom Jones' nye plade.

Den handler i ord, men også i sin meget menneskelige lyd om de store ting i tilværelsen og det, der venter til sidst.

Dermed kan man sagtens parkere pladen side om side med de succesrige album med fortolkninger, som Johnny Cash indspillede til sidst i karrieren og livet.

De plader lød, som om de virkelig betød noget for manden i sort. Den samme oplevelse har man med sangene på ”Praise And Blame”.

Derfor tror jeg på, at pladen får et kommercielt liv i den kommende tid og bliver en langtidsholdbar skikkelse, som vil ødelægge David Sharpes nattesøvn i lang tid.