Guy Forsyth spillede til årets Tønder Festival. Foto: Tønder Festival.
Tønder Festival
Telt 1:
Guy Forsyth Trio
Lørdag aften
Når man i et par døgn har befundet sig inden for moderne og traditionel folkemusik, kan man have brug for afveksling.
Sådan føltes det i hvert fald lørdag aften, da Guy Forsyth gik på scenen og serverede hovedsageligt bluesrytmer. Inspirationskilden er legenden Robert Johnson. Derfor blev det rootsblues.
Denne stilart hører til under Tønder Festivalens paraply, som jo dækker roots- og folkemusik.
Troubadouren Forsyth er ikke en mand, som dyrker harmoni. Han kan lynhurtigt skifte det hurtige og hårde til det blide og langsomme i både sang og musik, men det sker på en så charmerende måde, at han hele tiden har publikum med sig.
Og hvor kan en trio fylde meget. Bassisten Jeff Botta og trommeslageren Ningh Singh lagde en solid bund under frontmanden Forsyths sang, guitar- og mundharpespil. Ethvert godt bluesband har en mundharpespiller.
Den kvindelige trommeslager var et helt studie i sig selv. Hun leverede skuespil med fagter og grimasser, mens hun gik op i, at trommestikkerne gjorde, som hun havde planlagt.
Guy Forsyth, der har spillet i Danmark flere gange, er en prototype på mange af de bands, som er på Tønder Festival. Det er musikkens arbejdsmænd, der spiller dag ud og dag ind på de mindre spillesteder.
Dermed bevares spillestederne, og gæsterne bliver fastholdt i deres lyst til at tage et sted hen, hvor der er levende musik.
Det var levende musik i mere end én forstand, da Guy Forsyth stod på scenen.
Hvem tænker lige på at spille blues på en savklinge. Jo, det gør Forsyth.
Guy Forsyth
Sanger og sangskriver
Base i Austin, Texas, efter flytning fra Kansas.
Han spiller guitar, dobro, ukuele, sav og mundharpe.
Forsyth har flere udgivelser bag sig.
www.guyforsyth.com
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



